Danskerne opfordrer Charlie Hebdo til at fortsætte

Skrevet af admin

08/01/2015

Dagens topnyheder

Bunken af blomster foran den franske ambassade på Kongens Nytorv i København vokser og vokser, og for hver time, der går, kommer stadig flere folk til og viser deres sympati for de dræbte ved terrorangrebet på magasinet Charlie Hebdo i Paris onsdag.

Både onsdag aften og i løbet af torsdagen har folk stillet levende lys og lagt alt fra blomster, billeder, skriftlige hilsner og ikke mindst kuglepenne foran hoveddøren til ambassaden.

Kuglepennene er et symbol på, at folk ikke ønsker, at tegnere skal stoppe med at give deres holdninger til kende gennem karikaturer, og det sammen bærer flere af tilkendegivelserne præg af.

"Vi må aldrig lade os true til tavshed" og "Keep on drawing" lyder to af hilsnerne, mens en anden roser magasinet med ordene: "Tak for modet! Leve friheden!".

Der er også franske tilkendegivelser, som tager et standpunkt i forhold til diskussionen omkring ytringsfrihed.

"I dag græder mit hjerte for ytringsfriheden", "For ytringsfriheden, vi er alle sammen Charlie!" og "Længe leve friheden, længe lever republikken, længe leve Frankrig!" er blot nogle af de franske beskeder, som ligger på det kolde og regnvåde fortov.

Mange folk kommer hele tiden til med nye blomster og hilsner, og konstant står der en stor gruppe mennesker foran bygningen - for det meste i stilhed.

Langt de fleste skriftlige hilsner, der ligger flere steder blandt den lange række af blomster, lyder: "Jeg er Charlie". Den sætning har været brugt flittigt på de sociale medier, siden nyheden om angrebet tikkede ind onsdag.

Flere af landets politikere har også været forbi siden onsdag. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kom forbi ambassaden onsdag aften, og politikerne på Christiansborg har også skænket en af blomsterbuketterne foran ambassaden.

/ritzau/