Danskerne sendte kærlighed til ofrene i kærlighedens by

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Stilheden havde allerede sænket sig foran den franske ambassade i København, inden et minuts stilhed startede en mindehøjtidelighed til ære for de mindst 129 mennesker, der fredag aften mistede livet i den franske hovedstad, Paris.

Flere end 15.000 danskere var søndag aften mødt op og stod stille med fakler i hænderne for at vise deres sympati med ofrene, som både tæller franskmænd og folk fra en række andre lande.

Mindehøjtideligheden var arrangeret af en række danske ungdomspartier, som havde inviteret blandt andre musikere, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Frankrigs ambassadør, Francois Zimeray, til at sætte ord på fredagens massakre.

- Angrebet på Paris – byernes by, lysenes by, kærlighedens by – var et angreb på os alle. Det fylder os med lige dele sorg og vrede. Forfærdelse og afsky, lød det blandt andet fra statsministeren, som opfordrede til at stå sammen "for frihed og mod ekstremisme".

Også den franske ambassadør opfordrede til solidaritet og sammenhold, for så "mærker ingen frygt".

- Vi vinder ved jeres tilstedeværelse og alle blomsterne og lysene, sagde ambassadøren blandt andet.

Og selvom et massivt antal af uniformerede politibetjente var mødt op for at bevogte området med maskinpistoler og skudsikre veste, var det sympati og sammenhold, der fyldte menneskemængden.

- Det her er en dejligt stille og smuk protest, lød det fra Lars-Henrik Dam fra Virum, som var mødt op med sin kone og deres tre børn.

Ligesom så mange andre folkevalgte politikere var også retsordfører Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mødt op for at vise medfølelse med det franske folk.

- Angrebene i Paris er fuldstændig meningsløse, og Frankrig bliver aldrig sig selv igen, sagde han og mente, at det måtte bero på en misforståelse, at hans partifælle Søren Espersen har udtalt, at der nu skal bombes mod områder med civile for at kunne ramme IS' krigere.

- Der er ingen grund til, at vi bruger de samme midler som IS. Vi skal udslette IS og de negative kræfter, men vi går ikke efter kvinder og børn, siger Peter Skaarup.

Men søndag aften i København handlede det ikke om modangreb. Danskerne var samlet for at mindes ofrene og hylde de franske værdier om frihed, lighed og broderskab.

Som den franske ambassadør udtrykte det i sin tale:

- Frihed er vores liv.

AFP citerede tidligere søndag hospitalskilder for oplysningen om, at dødstallet var steget til 132. Men ud på aftenen blev tallet igen sat ned til 129.

/ritzau/