Danskerne sikrer sig med lønforsikringer

»Forringelserne af dagpengesystemet og den store usikkerhed om velfærdssystemet skaber behov for ordninger som lønforsikringer. På den baggrund tror jeg, at vi kommer til at se flere kollektive lønforsikringer,« siger kommunikationschef hos Alka Lise Agerley til Ugebrevet A4.

Det er tal fra brancheorganisationen Forsikring og Pension, der afslører, at antallet af danskere med en lønforsikring er steget med 52 procent på bare et år, således at det nu er hele 127.000 danskere, der har forsikringen, som mindsker løntabet ved ledighed.

Allerede i løbet af næste år vil flere danske fagforbund også indføre lignende forsikringsmodeller. HK/Stat og Socialpædagogernes Landsforbund går med på ideen, og det betyder, at cirka 50.000 mere vil blive lønforsikrede i det nye år, skriver Ugebrevet A4.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Aalborg Universitets Peter Rasmussen, der har skrevet speciale i lønforsikringer i Danmark og Sverige, forudser, at antallet af lønforsikringer vil stige, men at lønforsikringerne også kan komme til at give politiske problemer.

»På den ene side kan lønforsikringen være et gode, der kan fastholde og tiltrække medlemmer. Og den sender et vigtigt signal om, at man går op i medlemmernes tryghed. På den anden side kan lønforsikringerne sende et politisk signal om, at man accepterer udhulingen af dagpengesystemet,« siger han til Ugebrevet A4.

Det politiske aspekt er også noget, Alka er bevidste om, når de tilbyder forsikringen til deres medlemmer.

»Man kan godt hejse et advarselsflag i forhold til lønforsikringer, for det her kan godt ses som led i en udvikling, som mange af os frygter: Nemlig at det offentlige skærer ned på velfærdsydelser, som det private så må tage sig af. Men hvad er alternativet? At lade mennesker stå med håret i postkassen, når de bliver fyret,« siger Lise Agerley til Ugebrevet A4.

Dagens Gossip

Dagens TV