Danskerne stoler ikke længere blindt på læger

Skrevet af admin

11/10/2014

Dagens topnyheder

En gang var lægens ord lov. Men sådan er det ikke længere. Historierne om fejlbehandlinger, balladen om akuttelefonen 1813 og misbrug af forskningsmidler tærer på danskernes tillid til lægestanden.

Den årlige troværdighedsmåling fra Radius Kommunikation, der måler danskernes tillid til 20 forskellige faggrupper, viser, at lægernes troværdighed er faldet de seneste tre år. De mindst troværdige faggrupper er stadig journalister, bilforhandlere og politikere.

Lægerne ligger fortsat i den pæne ende af barometeret og bliver kun overgået af sygeplejersker og dommere, men alligevel er der tale om et markant fald i troværdigheden, siger Nicolaj Taudorf Andersen, seniorpartner i Radius Kommunikation.

- Ser man på udviklingen over de seneste tre år, er der en tydelig tendens til, at danskernes tillid til lægerne falder. Vi har de seneste år været vidne til en række uheldige sager i lægeverdenen, der har givet lægernes image ridser i lakken, siger han.

Politikerne får den laveste troværdighedsscore nogensinde og sætter dermed ny bundrekord for de seks år, som undersøgelsen har kørt. Journalisterne har derimod taget et lille hop opad i forhold til seneste måling.

I kølvandet på Se og Hør-skandalen i foråret lavede virksomheden en ekstraordinær måling af journalisternes troværdighed, der viste et betydeligt dyk.

Men nu er journalisternes troværdighed oppe på stort set samme niveau som før afdækningen af overvågningsskandalen.

- Det viser, at troværdighed på samme tid er en plastisk og stabil størrelse. Massiv negativ mediedækning af en given branche kan lynhurtigt farve vores opfattelse af faggruppen på kort sigt, men giver ikke nødvendigvis varige mén på langt sigt, siger han.

/ritzau/