Danskerne straffer Bødskov for offentlighedsloven

Bødskov er således den minister, hvis karakterer hos danskerne er faldet mest i løbet af det seneste år, viser en ny måling.

Ifølge valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet skyldes Bødskovs fald »i altovervejende grad« diskussionen om og kritikken af den offentlighedslov, der trods store protester og tusindvis af underskrifter blev vedtaget i foråret.

Stubager kan ikke få øje på andre årsager til Bødskovs dalende popularitet end offentlighedsloven.

»Det er en sag, som har været meget klart forbundet med Morten Bødskov. Det er jo ham som justitsminister, der har ansvaret for loven, og hans ministerium, som har stået bag en stor del af arbejdet. Det er også ham af regeringens ministre, der har udtalt sig mest trofast om loven i offentligheden. Så det er ham, problemerne må forventes at klæbe til,« siger Rune Stubager.

Gallup har bedt 1.078 vælgere give regeringens 23 ministre karakterer på skalaen 1-100. Her oplever Morten Bødskov det længste fald i forhold til sidste års måling. Justitsministeren går fra 44 til 35 og falder dermed ni point. Lige i hælene på Bødskov kommer erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og energiminister Martin Lidegaard (R), der begge falder med otte point fra henholdsvis 34 til 26 og fra 38 til 30.

Rune Stubager vurderer, at regeringen med offentlighedsloven, der også blev vedtaget med stemmer fra Venstre og Konservative, har stukket til den del af sit vælgersegment, som ellers har været godt tilfredse med regeringens arbejde.

»Jeg vil tro, at der i regeringens eget vælgerkorps, og ikke mindst hos de Radikale, er en række vælgere, som på lange stræk har været sympatisk indstillede over for mange af de reformer, som regeringen har gennemført, og som har kostet mange andre vælgere,« siger Rune Stubager.

»Men nogle af de vælgere, som har været tilfredse med den hidtidige linje, vil jeg tro, har meget svært ved at forstå, at regeringen støtter op om en offentlighedslov, der er meget tæt på at være identisk med en tilsvarende lov, man var imod, da man var i opposition,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Morten Bødskov eller Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), der begge holder sommerferie, men partiets finansordfører og medlem af gruppeledelsen, John Dyrby Paulsen (S), erklærer sig enig med valgforsker Rune Stubager.

»Det er meget rigtigt, at det er fordi, at Morten har haft turen - også hos jer i pressen - omkring offentlighedsloven. Den har han stået på mål for på en god og saglig måde, men jeg tror, det er rigtigt, at det er det, der afspejles i den måling,« siger John Dyrby Paulsen.

Ligesom Rune Stubager har Dyrby Paulsen svært ved at pege på andre faktorer for justitsministerens frie fald. Han mener i øvrigt - ligesom Bødskov også understregede, da bølgerne gik højest - at debatten om loven har været for unuanceret.

»Jeg kan godt forstå det, når man ser den omtale, der har været af den her lov i medierne. Omtalen har været meget ensidig,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV