Danskerne trættes af rådhusene

Kun 61 procent af vælgerne vil helt sikker stemme til kommunalvalget den 19. november.

Det er betydeligt færre end de 84 procent, som er sikre på, at de ville stemme, hvis der i morgen var folketingsvalg.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget blandt et repræsentativt udsnit af danskerne. Undersøgelsen er lavet for Momentum, der er nyhedsbrev for Kommunernes Landsforening.

Selvom langt de fleste danskere har længere til Christiansborg end til rådhuset, betyder det altså ikke, at danskerne finder det nære mere interessant.

Tværtimod er der betydeligt flere, som interesserer sig for politik generelt end for kommunalpolitik.

Ifølge Ulrik Kjær, der er kommunalforsker og professor på Syddansk Universitet, står tallene i kontrast til, at kommunalpolitikerne har meget stor indflydelse på de nære områder som daginstitutioner, skoler og ældrepleje.

Han mener, at den væsentligste forklaring på den manglende interesse er, at ikke mindst de unge ikke møder kommunen og kommunalpolitik så ofte.

- Der vil være befolkningsgrupper, for hvem det med kommunen synes længere væk. Hvorimod de i højere grad kan have en holdning til de politiske diskussioner på Christiansborg. Om Danmark eksempelvis skal gå i krig, eller om vi skal være med i EU, siger Ulrik Kjær til Momentum.

Samtidig, peger han på, er det en udbredt opfattelse, at kommunalpolitik er præget af konsensus, enighed. Derimod beskrives uenigheden mellem fløjene i Folketinget indgående i medierne.

Mere åbenhed omkring politiske uenigheder i byrådene vil ifølge Ulrik Kjær være et skridt i den rigtigt retning for at øge interessen.

- Jo mere åbent lokalpolitikerne snakker om de politiske uenigheder og de politiske prioriteringer, jo mere spændende bliver det efter min vurdering. Lad folk se, hvor vigtige prioriteringer der rent faktisk bliver foretaget i de enkelte kommuner, opfordrer Ulrik Kjær.

/ritzau/

Dagens Gossip