Danskerne tror kriminaliteten er steget

Kriminaliteten er faldet de seneste fem år herhjemme. Men alligevel tror halvdelen af befolkningen, at den er stigende.

Ikke mindst omfanget af hjemmerøverier og vold i nattelivet er langt fra danskernes opfattelse af tingene.

Antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser er faldet med 10,4 procent de seneste fem år. Alligevel tror en stor del af danskerne altså, at kriminaliteten i Danmark er på vej op.

Det fremgår af en undersøgelse, Epinion har foretaget for Det Kriminalpræventive Råd (DKR).

- Når man læser om de særligt grove overfald, så tror man, at det også er farligt for almindelige mennesker. Men det er altså ret trygt for både gamle fru Jensen i Holstebro at gå sen aftentur og unge Gitte at gå i byen i København, siger formand for DKR Linda Nielsen.

Hun vurderer, at mere politi på gaderne og et godt samarbejde mellem politi, skole og sociale myndigheder har gjort en forskel.

- Og så er kulturen blandt de unge nok også ændret, så det ikke er så smart at tage stoffer, hvilket også spiller ind på volden.

Danskerne overvurderer især omfanget af hjemmerøverier og vold i nattelivet, selvom de færreste rammes af netop den type forbrydelser.

73 procent af danskerne tror, at flere og flere bliver udsat for hjemmerøverier, selv om antallet de seneste år har ligget stabilt på i alt cirka 25 hjemmerøverier om året.

Og 42 procent af danskerne overvurderer, hvor mange unge, der har været oppe at slås i nattelivet, mens 26 procent overvurderer hvor mange unge, der bærer kniv i nattelivet.

- Men hvis man hele tiden går og kigger sig over skulderen, så er det hele ikke så skægt. Derfor er det vigtigt at få fortalt, at det faktisk går rigtig godt med at forebygge kriminaliteten herhjemme, siger Linda Nielsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV