Danskerne tror lidt mindre på økonomisk fremgang

Skrevet af admin

23/07/2015

Mest læste i dag

Samlet set har danskerne lidt mindre tillid til formen i dansk økonomi i juli sammenlignet med måneden før. Ifølge Danmarks Statistik landede den samlede indikator for forbrugertilliden på 9,5 i juli mod 9,8 i juni.

Og det er fjerde måned i træk med dårlige nyheder på forbrugerfronten, siger analytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank.

- Det kunne give anledning til panderynker, men man skal huske på, at forbrugertilliden i løbet af foråret lå på et usædvanligt højt niveau i en historisk sammenhæng.

- Væsentligt højere, end hvad den faktiske økonomiske udvikling skulle tilsige, skriver han i en kommentar.

Forbrugertilliden dækker over befolkningens syn på den nuværende og den fremtidige økonomiske situation.

- De økonomiske nøgletal har generelt været til den svage side, renten er stadig svingende, og usikkerheden omkring Grækenland og græsk økonomi kan også have spillet ind, siger Mikael Olai Milhøj:

- Men da faldet ikke var større, må forbrugernes optimisme siges at være ret robust. Betragter man underkomponenterne, så steg forbrugernes syn på deres egen økonomiske situation her og nu, mens deres vurdering af dansk økonomi om et år faldt.

Trods det lille fald vurderer danskerne fortsat, at deres families økonomiske situation er bedre i dag end sidste år, ligesom Danmarks økonomiske situation også vurderes som bedre end for et år siden.

Fremadrettet er der også tro på, at Danmarks økonomiske situation vil være bedre om et år, da indikatoren er 14,0.

På den post er tilliden dog faldet en del den seneste måned og ligger ifølge Danmarks Statistik meget lavere end gennemsnittet for det seneste halve år, som er 21,2.

/ritzau/