Danskerne vil helst ryge i det fri

Tallene, der er udarbejdet af Epinion, viser, at hele 54 procent af rygerne hellere vil gå udenfor for at ryge frem for at ryge bag lukkede døre på kontoret. Og det glæder projektchef for sundhedsfremme på arbejdspladser i Kræftens Bekæmpelse Inge Haunstrup Clemmensen, at samfundet tilpasser sig de nye rygeregler.

»Det er en kolossal kulturændring på meget få år, og det er vigtigt, at samfundet indretter sig på de nye normer og ikke fejlagtigt indretter samfundet og nye rygeregler til indendørs rygning,« siger hun til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, cancer.dk.

Men rygeloven fra 2007 tillader dog stadig folk at ryge på arbejdspladsen i dertil indrettede rygekabiner, og det kan blive problematisk, mener Inge Haunstrup Clemmensen.

»Det er et problem, at man stadigvæk har rygning i rygerum og kabiner, for stofferne fra tobaksrøgen spredes til resten af arbejdspladsen, sætter sig i møbler og på overflader, går i forbindelse med stofferne i omgivelserne og omdannes til nye kræftfremkaldende forbindelser,« siger hun.

Den tunge røgluft er også forsvundet fra danskernes stuer, hvor antallet af fuldstændig røgfrie hjem på otte år er tredoblet.

Dagens Gossip

Dagens TV