Danskerne vil holde fast i kronen

Et stort flertal af danskerne kan ikke liden den fælles europæiske valuta euroen. Gældskrisen i de sydeuropæiske lande og det lettere kaotiske italienske valg, har sendt euroens popularitet i bund.

På nuværende tidspunkt vil kun hver syvende dansker stemme ja til euroen, og nej-siden har i øjeblikket et særdeles solidt forspring på 42 procentpoint Og det er endda før situationen på Cypern for alvor har kunnet påvirke danskernes holdning til euroen.

Det er Danmarks Statistik, som for Danske Bank hvert kvartal tager temperaturen på danskernes holdning til euroen.

Og for euro-tilhængerne er målingen fra marts meget skidt læsning. Nej-sidens forspring er tæt på rekordniveauet fra december sidste år, hvor det var helt oppe på 44,6 procentpoint. Undersøgelsen er lavet i de første to uger af marts. Det vil sige efter den forøgede usikkerhed om det italienske valg, men før problemerne på Cypern eskalerede.

»Der er således ingen tvivl om, at de europæiske gældsproblemer, som har fyldt meget i de danske medier de seneste år, har gjort danskernes meget skeptiske over for et fuldt medlemskab af ØMU’en, og dagens tal indikerer, at der skal meget til før, at den skepsis forsvinder,« skriver Danske Bank i en kommentar til tallene.

Banken påpeger, at ud over gældskrisen kan nej-siden også have fået medvind fra det faktum, at Danmarks Nationalbank har kunnet sætte den officielle danske rente ned, så den i dag er under eurorenten. Det betyder, at de umiddelbare omkostninger ved at være med i euroen er faldet kraftigt i forhold til for bare fire år siden, hvor den danske rente var 1,75 procentpoint over eurorenten.

Dagens Gossip