Danskernes lånepenge kommer i højere grad fra udlandet

Skrevet af admin

28/07/2016

Dagens topnyheder

Det er i høj grad fra udlandet, at danskernes lånepenge kommer.

Ifølge tal fra Nationalbanken stod udlandet bag godt hver femte realkreditkrone i juni, og det samme var tilfældet for danske forsikringsselskaber og pensionskasser.

Det præcise tal for juni var 22 procent.

- De danske realkreditobligationer er i både ind- og udland kendt for at være sikre og omsættelige. Det gør dem attraktive for mange forskellige typer af investorer, siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet, i en pressemeddelelse.

Peter Jayaswal tilføjer, at det brede udvalg af forskellige former for realkreditlån ikke blot er en fordel for danskere, der tager et lån.

- Det betyder også, at de forskellige realkreditobligationer bag lånene kan sælges til en række investorer med forskellige investeringsstrategier. En bred investorskare er med til at sikre et stabilt marked for danske realkreditobligationer, lyder det fra underdirektøren.

I en meddelelse skriver Nationalbanken, at den høje interesse skyldes, at kredit- og valutarisikoen er lav i danske realkreditobligationer.

Mange boligejere har skiftet til et lån med fast rente. For to år siden var godt tre af ti lån med fast rente. I dag er det tal vokset til knap fire af ti lån. Det skyldes den meget lave rente.

- For boligejere med rentetilpasningslån vil en omlægning til fast rente typisk være mest attraktiv i forbindelse med næste refinansiering, siger Peter Jayaswal.

Desuden er det samlede udlån til boligejere steget med knap to procent om året de seneste år.

/ritzau/