Danskernes privatliv er ude af syne

Når man har talt om et liv adskilt fra legemet, har man traditionelt set talt om religion og troen på det hinsides. Men i dag giver det fornyet mening at tale om os selv som andet end bare kød og blod, skriver Berlingske.

Spørger man en række af verdens førende internetforskere, bør vi nemlig i dag se os selv som væsner bestående af data. På internettet er vi langt mere nøgne og udsatte for analyse, end vi går og tror. Vi er at betragte som »datamennesker«, og det betyder, at vores privatliv er i stor fare.

En ny gallupundersøgelse viser, at omkring halvdelen af danskerne ikke tænker over, at der bliver samlet informationer om, hvem de er, når de surfer på internettet, som blandt andet bruges til at målrette reklamer. Dertil hører, at godt halvdelen af danskerne ikke bekymrer sig videre over deres privatliv, når de surfer rundt på internettet.

Disse tal undrer ikke den amerikanske IT-historiker James Gleick, forfatter til bogen »The Information: A history, a Theory, a Flood« og tidligere IT-journalist på The New York Times.

»Computerbrug udgør i højere og højere grad en substantiel del af vores liv og adfærdsmønstre, men vi stopper sjældent op og spørger os selv, hvor mange af de informationer, vi deler ud af, der bør komme frem i lyset,« siger forfatteren til Berlingske.

Han finder det problematisk, at mange mennesker som lemminger går en uvidende paradegang ind i denne nye virkelighed, mens de har ladt idealet om privatliv bag sig.

Vi befinder os nu i en informationsalder, hvor internettet har koblet os sammen med hele verden via milliarder af evigt foranderlige forbindelser, der snor sig rundt om kloden, forklarer James Gleick.

»Det betyder, at vores privatliv bliver udsat, fordi vi er sociale væsner, der gerne vil holde kontakten til hinanden. Men forbindelserne er en blandet velsignelse. På få år har vores syn på, hvad privatliv betyder for os derfor ændret sig på måder, vi ikke engang selv helt forstår endnu. Uden at tænke over det har vi alle sat os ned og opgivet privatlivet på internettet. Vi har accepteret ideen om, at det, vi gør på nettet, er synligt for mange mennesker,« siger James Gleick, der mener, at folk bør oplyses om den dataindsamling, der finder sted, så de kan tage bevidste valg om, hvorvidt de synes, at det er acceptabelt.

Beskyttelsen af privatlivets fred er en rettighed, der er indskrevet i Grundloven og er formuleret som følger i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8: »Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance«. Det er en rettighed, som vi i mange år har kæmpet for, men som nu ifølge eksperterne er ved at miste sin styrke i den nye dataalder.

Vi deler ud af vores liv, hver gang vi surfer på internettet – selv når vi ikke aktivt deler indhold på for eksempel de sociale netværk. De fleste ved efterhånden, at sociale medier ivrigt samler intime informationer om os, som kan sælges videre til tredjepart, men ikke nok med det. Når vi surfer på internettet, kan udbyderen af vores browser samle informationer om, hvilke sider vi besøger. Når vi bruger søgemaskiner, samler udbyderne, hvad enten det er Google, Apple eller Microsoft, intime detaljer om, hvad vi interesserer os for. Når vi bruger »cloud«-produkter, såsom Gmail, lagres private informationer om os. Telekommunikationsfirmaer, som udbyder internetforbindelser, gør det samme. Ja, selv når vi benytter medier som musik, film og bøger, der tidligere blev betragtet som platforme, der blot kunne benyttes til at forbruge kultur, efterlader vi digitale fodspor: Når vi streamer musik og film eller læser digitale bøger, samles informationer om vores vaner, der kan bruges af firmaer i kommercielt øjemed. Læser man en digital bog fra Amazon.com, kan firmaet ikke bare se, hvad vi læser. Det kan også se, hvilke passager, vi understreger, og hvilken side, vi stoppede ved, før vi gik i seng.

Der er simpelthen tale om en ny tidsalder, hvor mængderne af data på grund af teknologiske fremskridt er nærmest ubegribelige. Det forklarer Viktor Mayer-Schönberger, professor ved University of Oxford og forfatter til bogen »Big Data: A Revolution That Will Transform How We Live, Work, and Think«.

»Indtil for nylig var det meget dyrt for firmaer og statslige institutioner at indsamle og analysere data, og det var også meget tidskrævende. Derfor samlede man så lidt data som muligt for at nå sine resultater, men det har ændret sig. Nu samles der enorme mængder data, og det sker ofte helt automatisk og effektivt,« siger Viktor Mayer-Schönberger.

Også Ian Brown, der er med til at at lede University of Oxfords Cyber Security Center og er forfatter til bogen »Regulating Code«, mener, at der er stort behov for, at folk bliver oplyst om den omfangsrige dataindsamling, der foregår på internettet. De algoritmer, der høster informationer om os, er nu blevet så avancerede, at det kan være svært at skjule, hvem man er, selvom man er varsom, når man surfer. Hvis et firma eller en regering for eksempel blot kender din hjemby, din omtrentlige alder og dit køn, kan de alligevel finde ud af langt mere om dig. Basale informationer som disse kan nemlig køres sammen med langt mere omfattende viden om folk med de samme grundlæggende kendetegn, og voilà: Nu har de en langt mere præcis personkarakteristik.

Et studie fra Cambridge University fra 2013 viste da også, at noget så uskyldigt som »likes« på Facebook kan analyseres og afsløre en lang række intime detaljer om folk, heriblandt deres seksualitet.

»Privatlivet har det ikke godt på internettet, og mennesker behandles i stigende grad af firmaer, som om de blot består af data. Derfor bør folk tænke over deres rygte online. Selv folk, der siger, at de går op i privatliv på internettet i meningsmålinger, deler alligevel masser af intime detaljer om sig selv på for eksempel sociale medier. Jeg tror ikke, det er fordi mennesker helt har opgivet privatlivet. I mange tilfælde står det bare ikke klart for dem, hvad der sker med den data, de efterlader på internettet, og de konsekvenser denne kan få,« fortæller han og tilføjer: »Folk er generelt dårlige til at tage beslutninger om ting, som der ikke er en helt konkret og umiddelbar fordel i at gøre i nuet. Den potentielle risiko ved ikke at gå op i privatlivet kræver ofte, at man tænker langsigtet og abstrakt,« siger han.

Og selv hvis man har forstand på, hvor mange oplysninger der indsamles om os på internettet, er det svært at beskytte sig selv som enkeltperson, mener Ian Brown. Firmaer finder nemlig konstant måder at vige udenom den beskyttelses-software, som er tilgængelig for enkelte borgere.

Ifølge den britisk-amerikanske IT-tænker Andrew Keen, forfatter til bogen »Digital Vertigo«, gennemlever vi i disse år det største kulturelle skift siden den industrielle revolution. Internettet har allerede forandret medierne, men det er kun begyndelsen, for det vil også ændre uddannelsessystemet og det politiske system. Privatlivet er et af de ofre, som vi har bragt i kølvandet på den digitale informationsalders frembrusen.

»Vi har skabt en individualiseret kultur, hvor vi alle er blevet til vores egne brands. Vi er vores egen TV-station, radiostation eller bogforlag, og vi deler store mængder informationer med verden. Særligt i forhold til de unge generationer er privatlivet dybt truet, fordi de alle er vokset op i en selvpromoverende kultur, der er utrolig svær at bryde ud af. Internettet og sociale netværk er den primære platform for socialt, politisk og økonomisk liv i det 21. århundrede.«

En måde at bevare privatlivet på er ifølge Andrew Keen, at vi begynder at tænke på os selv som bestående af data. Dermed bliver data nemlig det, der definerer os, og så vil vi måske også tage problemet med privatliv på internettet mere seriøst.

»Privatlivet kan reddes, men det er allerede nu blevet en luksus forbeholdt rige mennesker, der kan betale firmaer som Google eller Reputation.com for at rydde op i deres digitale efterladenskaber. Så i denne digitale alder er privatliv blevet noget, der er forbeholdt de rige, mens de fattige svigtes. Vi vil komme til at se opstandelsen af anti-Google- og anti-Facebook-initiativer. Allerede nu er der begyndt at komme flere firmaer frem, der udelukkende fokuserer på at beskytte folks privatliv, hvilket er en lovende trend,« fortæller han.

»Vi bør huske på, at en vigtig del af det at være menneske i et demokratisk samfund er, at vi har ret til at holde ting om os selv hemmelige. Bevare noget mystik. Men jeg tror også, at privatliv fremelsker innovation. Tag for eksempel Steve Wozniak, der opfandt den stationære computer. Han talte ikke med nogen, netværkede ikke, men sad bare en aften alene på sit værelse, fik ideen og førte den ud i livet. Det samme var tilfældet med Google-drengene.«

Alle eksperterne mener, at der er brug for lovmæssig indgriben, hvis privatlivet skal beskyttes tilstrækkeligt.

Den amerikanske IT-historiker James Gleick forklarer det på den måde, at borgerne alene simpelthen ikke kan løfte den opgave, det er at beskytte privatlivet.

»Selvfølgelig læser ingen af os privatlivspolitikker, når vi for eksempel downloader app’s, fordi vi ikke har tid, og fordi vi ikke er advokater. Men samtykker vi i, at firmaer kan bruge vores privatlivsoplysninger på et væld af måder, er det ude af vores kontrol som individer at genvinde kontrollen over denne data. Det er noget, som regeringer bør hjælpe os med gennem lovgivning,« fortæller James Gleick og uddyber: »Mennesker synes helt intuitivt, at overvågning er ubehageligt, fordi det er en utroligt kraftfuld følelse, at informationer om, hvordan vi lever vores egne liv, kan forblive vores egne og ikke behøver at blive delt med mange. Derfor bør der laves love, der sikrer, at borgere som grundsætning ejer retten til de informationer, de deler,« siger han.

Dagens Gossip