DAT og Primo Tours indgår ny aftale om charterflyvning

I løbet af sommeren har DAT, der har hovedsæde i Vamdrup, hver uge fløjet chartergæster for Primo Tours. Det har været en stor succes for alle parter, og der er nu indgået en ny og udvidet aftale om det fremtidige samarbejde.

Den nye aftale gælder for tre år og vil samtidig øge antallet af flyvninger. Primo Tours’ destinationer befinder sig især i middelhavsregionen.

- Det passer godt til de fly, som vi har i flåden, siger Jesper Rungholm, CEO i DAT og fortsætter:

- Primo Tours har samme gode indstilling til service og kvalitet, som vi har. Det betyder, at der er fokus på at give gæsterne den bedst mulige oplevelse.

Direktør Bjarke Hansen fra Primo Tours glæder sig også over aftalen.

- DAT har vist, at de kan give Primo Tours’ gæster en god, stabil flytransport, hvor punktlighed og komfort vægtes meget højt. Det har naturligvis en meget stor betydning, fordi vi i praksis har lagt denne del af rejsen i hænderne på andre, mens den stadig af gæsten opleves som en integreret del af Primo Tours’ samlede produkt, lyder det fra Bjarke Hansen.

Den nye aftale træder i kraft ved årsskiftet.

 

Dagens Gossip