Datter af cirkusdirektør: Sådan kollapsede teltet over os

Suzanne Berdino stod i baren og servicerede de flere hundrede gæster fra firmaet SEAS-NVE, da teltet styrtede sammen.

»Der kom et meget kraftigt vindpust, som løftede en teltstang op, så hele teltet lettede. Så dalede det stille og roligt ned igen, hvorefter den løse teltpæl faldt ned over scenen, og teltet kollapsede,« fortæller Suzanne Berdino og fortsætter:

»Det første, jeg tænkte, var, at bare der ikke er nogen, som er kommet til skade, og at vi skal have folk ud med det samme.«

Cirkus Arena var fredag bestilt til at huse firmaet SEAS-NVEs 100-års jubilæum i Kalundborg, hvor tidligere ansatte og specielt indbudte gæster skulle nyde en cirkusforestilling med blandt andet heste og elefanter, og som Birthe Kjær skulle optræde til.

Men midt under et nummer med netop heste og elefanter indtraf uheldet, da et kraftigt vindstød fik teltet til at kollapse.

Ud af de cirka 500 gæster, der var samlet i teltet, var der dog heldigvis kun ni personer som blev lettere kvæstet.

Suzanne Berdino oplevede dog, at gæsterne tog det meget roligt, da teltet faldt ned over dem, og borde og stole blev væltet omkuld.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

»Der var ingen panik, og ingen som skreg. Folk var gode til at hjælpe hinanden ud. De første, der kom ud, kunne gå stille og roligt, men de sidste måtte kravle ud på knæene. Folk virkede meget fattede,« siger Suzanne Berdino, der oplevede. at folk var meget hurtige til at komme fri af den sammenstyrtede teltdug.

De store elefanter, som også blev fanget, var også meget rolige fortæller hun.

»Den tyske elefanttræner kaldte efter dem ’rolig mine børn', og så gik de stille og roligt ud.«

Oprydningsarbejdet efter det kollapsede telt var stadig i gang, da BT talte med Suzanne Berdino. Mange af de ansatte i cirkusset hjalp blandt andet med at trække teltdugen væk.

Suzanne Berdino har oplevet meget med Cirkus Arena, men aldrig noget så voldsomt som det, der skete fredag eftermiddag i Kalundborg.

»Det er jo utrolig heldigt, at der ikke er flere som er kommet til skade. Det er et mirakel, at der ikke skete mere,« siger Suzanne Berdino.

Musiker og lydtekniker Steffen van Norde var til stede under forestillingen. Få minutter efter at teltet styrtede sammen over de cirka 500 gæster og ansatte optog han en video og lagde den på Facebook med ordene: Vi er ok!

SE STEFFEN VAN NORDES VIDEO HER 

Dagens Gossip