Datter nægter hjemmerøveri mod sin 82-årige mor i Odense

Den 57-årige kvinde, der er sigtet for røveri mod sin egen mor i Odense, nægter sig skyldig.

Det oplyser Fyns Politi.

Onsdag eftermiddag fremstilles kvinden i grundlovsforhør i Retten i Odense, men at dømme efter formiddagens afhøringer har hun ikke tænkt sig at erkende forholdet.

Tirsdag aften rykkede politiet ud til en adresse på Floravænget i Odense. Meldingen lød på, at en ældre kvinde var blevet overfaldet i sit hjem.

Da politiet ankom til stedet, kunne det anholde den ældre kvindes 57-årige datter, som var blevet tilbageholdt af vidner.

Den 82-årige har fået blodansamlinger og lette knubs, men er ikke kommet alvorligt til skade.

Hun er dog stærkt rystet over episoden.

Lejligheden bar tydeligt præg af, at der var foregået noget voldsomt. Flere møbler og andet inventar var ødelagt og væltet.

Datterens udbytte var 1.000 kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV