Datter og far genforenet: Dagens.dks læsere fandt Charlie

I fem år ledte 29-årige Natacja Johansen fra København efter sin far, Charlie Danny Jørgensen. Tirsdag gik Dagens.dk ind i sagen, og nu er far og datter genforenet.

- Jeg er simpelthen så glad. Det viser sig, at han bor i Køge med sin hund, hvor han - hvis han selv skal sige det - nyder livet, fortæller Natacja Johansen til Dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Frustreret datter har ikke set sin far i fem år: Har du set Charlie?

Natacja Johansen mistede kontakten til sin far for fem år siden, da han blev udskrevet fra Rigshospitalet efter en hjerteoperation. Trods ihærdig søgen forblev det et mysterium, hvorfor han pludselig var som sunket i jorden.

Det er der nu kastet lys over. Detaljerne er redaktionen bekendt, men efter aftale med Natacja Johansen holdes det uden for historien.

Til gengæld vil hun gerne fortælle, at hun ikke er den eneste, der har forsøgt at genetablere kontakten.

- Det viser sig, at han har efterlyst mig i 'Hus Forbi' i juli måned. Så vi har bare søgt forbi hinanden, siger Natacja Johansen.

Gennembruddet kom, da hun valgte at gå til Dagens.dk.

- Pludselig blev jeg kontaktet af en masse af hans gamle bekendtskaber. Også nogle af dem fra før, jeg lærte ham at kende, siger hun.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Hun fortæller også, at hun forsøgte at ringe på det mobilnummer, der er registeret i hans navn. Hun fik - som så mange gange før - fat i telefonsvareren. Men pludselig ringede faderen selv tilbage.

I den nærmeste fremtid skal de ses over en kop kaffe, fortæller Natacja Johansen.

- Vi bor på samme toglinje. Så det bliver nemt for ham at kigge forbi, siger hun.

Dagens Gossip