David Trads bliver vært på politisk magasin

I det nye magasin om politik og samfund "Hos David Trads", vil David Trads gennem ugen have gæster og levere tv-formater om den aktuelle samfundsdebat, der optager danskerne.

- David Trads vil i markant og særdeles synlig grad kunne præge både den digitale kommunikation og den retning, vi ser web-tv bevæge sig på TV2. Det handler om personlighed, om at turde have kant og at kunne arbejde med helt åbne formater. Her vil du kunne opleve både de korte indslag, de interaktive formater med brugerne i stedet for den traditionelle chat og de helt lange samtaleformater uden bagkant, siger TV2s nyudnævnte digitale chef, Peter Brüchmann.

David Trads, der senest har været ansvarlig for produktion og indholdsudvikling i Metro International, vil også skrive analyser og kommentarer på tv2.dk og deltage i TV2s øvrige digitale formater.

- Jeg glæder mig kolossalt til at begynde på tv2.dk, idet mit kommende arbejde kombinerer tre store interesser: Politik, debat og nye måder at kommunikere på. Det bliver fantastisk at få muligheden for at udvikle det første politiske magasin på web – og jeg er i den grad inspireret af lignende formater, som jeg har fulgt i USA, hvor jeg boede indtil årsskiftet. Sammen med tv2.dks dygtige folk vil vi prøve formaterne af og forhåbentlig ramme et indhold, som brugerne vil holde af og efterspørge, siger David Trads.

Tv2.dk satser på flere formater på web-tv inden for andre af TV2s kerneområder.

Dagens Gossip