Davis Cup-finale: 1-1 mellem Serbien og Tjekkiet

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Alt gik som forventet, da Serbien og Tjekkiet fredag tørnede sammen på førstedagen af Davis Cup-finalen i tennis. Efter de to første singlekampe i Beograd er stillingen 1-1.

Verdenstoeren Novak Djokovic lagde ud med at vinde 7-5, 6-1, 6-4 over Radek Stepanek, der er nummer 44 i verden.

Djokovic er for tiden den mest formstærke spiller i verden, hvilket han beviste med mandagens sejr ved sæsonfinalerne ATP World Tour Finals i London. Her vandt Djokovic over verdensetteren Rafael Nadal i selve finalen.

Efter fredagens første to kampe havde Dusan Lajovic muligheden for at bringe serberne foran med 2-0 i kampe mod de forsvarende Davis Cup-mestre fra Tjekkiet. Men den føring var aldrig tæt på at blive en realitet.

Verdens nummer 117 tabte 3-6, 4-6, 3-6 til gæsternes bedste spiller Tomas Berdych - nummer syv i verden.

Lørdag gælder det doublekampen, mens selve afgørelsen først falder på søndag, når de sidste to singlekampe spilles.

/ritzau/