DBU ændrer 2. division: Fra 32 til 24 hold

Bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union (DBU) har lørdag vedtaget en ny turneringsstruktur for 2. division fra sæsonen 2015/16.

Ændringen medfører, at 2. division bliver reduceret fra 32 til 24 hold, hvilket betyder en ekstraordinær nedrykning fra 2. division til Danmarksserien i en overgangsordning i sæsonen 2014/15. Det oplyser DBU på unionens hjemmeside.

2. division tager udgangspunkt i et grundspil om efteråret med tre puljer med otte hold, hvor de fire bedst placerede i hver gruppe spiller slutspil i foråret. De to bedste herfra rykker op i 1. division.

Der vil ligeledes være et slutspil for de 12 hold, der ender som 5-8 i grundspillet, hvor 9–12 rykker ned i Danmarksserien.

Den nye turneringsstruktur begynder med en overgangsordning i sæsonen 2014/15 med nedrykning af 11 hold fra 2. division til Danmarksserien.

Her vil 12 til 16 i øst- og vestrækken rykke ud sammen med taberen af playoff-kampen mellem nummer 11 i henholdsvis øst og vest.

Vinderne af de tre puljer i Danmarksserien rykker op.

/ritzau/

 

Dagens Gossip