DBU ærgrer sig over Danske Bank-brud

Det fastslår DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen.  

I en pressemedelelse begrunder Danske Bank da også sponsorstoppet med en ændret brandingstrategi, der fremover skal række ud til flere lande.

Alligevel ærgrer bankens beslutning DBU-bossen.

- Jeg var da lidt ærgerlig over det, for jeg synes, vi er og var et godt match, siger Jim Stjerne Hansen til BT.

Men kan det ikke alligevel have at gøre med, at det ikke går særlig godt for landsholdet i øjeblikket?

- Jeg kan kun sige, at vi ingen indikationer har fra Danske Banks ledelse om, at det skulle være en del af deres overvejelser. Man havde tværtimod ønsket at understrege over for os, at det ikke havde.

Der har blandet andet været kommentatorer og skriverier i pressen om, at landsholdet og DBU skulle være kedeligt. Kan det have spillet ind?

- Igen. Der er ingen indikationer på, at det skulle være en del af begrundelsen fra Danske Bank. De har givet udtryk for, at de har været glade for at samarbejde med landsholdet og synes, at landsholdet er et fantastisk sponsorat. Men har henholdt sig til, at de ønsker at lave en ændret strategi fra næste sommer af, siger han.

Hvad tænker du egentlig om det her med, at landsholdet skulle være kedeligt?

- Det er noget, vi har kommenteret på mange gange. Vi erkender, at vi lige nu og her er i en sportslig nedgang. Det har vi været før, og vi ved også, at vi kommer op igen. Men at vi generelt skulle være kedelige, det må jeg afvise.

Hvad skal der egentlig til, for at I får vendt den opfattelse af jer?

- Nogle af medierne bærer meget til, men det er klart nok, at det, der skal til for at vende også jeres opfattelse, er, at landsholdet begynder at vinde nogle fodboldkampe igen. Så begynder der ikke at gå så mange kampe før, at vi ikke er så kedelige mere. Jim Stjerne Hansen og DBU har nu et år til at finde en ny hovedsponsor til landsholdet, men bruddet med Danske Bank er endnu så nyt, at DBU ikke har indledt forhandlinger med en potentiel ny sponsor.  

- Det her er så nyt, så vi har ikke realitets-snakket med nogen endnu, siger Jim Stjerne Hansen.

 

 

 

Dagens Gossip