DBU afventer godkendelse af ny superligastruktur

Skrevet af admin

20/06/2015

Mest læste i dag

Dansk fodbold får en ny turneringsstruktur, der gælder for de to bedste rækker - Alka Superligaen og 1. division.

Den nye struktur træder i kraft fra sæsonen 2016/2017.

Det står klart, efter at klubberne først blev enige og derefter præsenterede Dansk Boldspil-Union (DBU) for forslaget lørdag.

DBU’s bestyrelse fik først forslaget få timer forud for dagens bestyrelsesmøde i Prag, og derfor har bestyrelsen besluttet at holde et ekstraordinært bestyrelsesmøde i løbet af den næste uge, hvor der skal ske en formel godkendelse.

Modellen bliver den såkaldte "Venus B", som var et af forslagene fra den hollandske konsulentvirksomhed Hybercube, der havde udarbejdet forslagene til en ny struktur for dansk topfodbold.

I den vil Superligaen fra sommeren 2016 bestå af 14 hold, som går over i et slutspil, der skal afgøre både mester og nedrykkere.

De seks øverste hold efter 26 grundspilskampe vil blive sendt over i et slutspil, hvor 10 runder skal afgøre, hvem der bliver mester.

De otte dårligste hold fra grundspillet ryger over i et nedrykningsslutspil, hvor et hold ryger direkte ned, mens to hold skal ud i playoff mod nummer to og tre fra 1. division.

For at ramme de 14 hold vil der i den kommende sæson kun findes én nedrykker fra Superligaens 12 hold, mens tre hold fra 1. division vil rykke op.

Målet har været flere kampe, hvor der står noget på spil, mere spænding og samtidig et niveauløft til dansk fodbold både hjemme og i europæiske kampe.

I første omgang blev alle planer forkastet tidligere i juni, men pludselig gik det stærkt, og den nye struktur kom på plads i løbet af nogle hektiske dage.

- Det er en stor dag for dansk fodbold, og jeg er stolt på klubbernes vegne, siger formand for Divisionsforeningen Thomas Christenen.

- Det her betyder et kæmpe løft for dansk klubfodbold. Antallet af kampe med noget på spil øges, og spændingen om mesterskabet, europæiske pladser og nedrykning kan bevares i længere tid.

- Det kommer til at give et brag af en fodboldturnering for danske fodboldfans på stadion og hjemme i stuerne.

- Det vil være med til at presse kvaliteten af dansk klubfodbold op nationalt og internationalt, fordi vi ved, at kampe med maksimal intensitet er afgørende for at udvikle fodboldspillet og fodboldspillere, siger Thomas Christenen.

I første omgang var der tanker om at implementere den nye struktur allerede for den kommende sæson 2015/2016, men det var ikke muligt.

Her afvikles turneringerne derfor som normalt dog med den forskel, at blot én klub rykker ud af Alka Superligaen, mens tre klubber rykker op fra 1. division.

- Jeg er stolt på klubbernes vegne. Ingen turneringsstruktur er lige god for alle klubber. Alle skal ofre noget og visionært varetage dansk fodbolds fremtid, og det har alle gjort, siger Thomas Christensen blandt andet.

/ritzau/