DBU-boss: Danmark kan blive vært for tre slutrunder

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Dansk Boldspil-Union (DBU) overvejer sammen med resten af Norden at ansøge om værtskabet for hele tre slutrunder i de kommende år.

DBU-formand Jesper Møller og fodboldformændene i Sverige, Norge, Finland, Island og Færøerne har for længst tilkendegivet, at man undersøger muligheden for at lave et fælles bud på EM-slutrunden i 2024 eller 2028.

Men de nordiske fodboldforbund har også kig på to andre turneringer, oplyser Jesper Møller til DR Sporten.

- Det er meget normalt, at man omkring så store turneringer også finder nogle at øve sig på.

- Og i den forbindelse kigger vi på Fifa U20-VM og naturligvis en kvindeturnering, som kunne være ret interessant for os også, siger DBU-formanden.

Der bliver i så fald tale om to store opgaver for de nordiske lande oveni den oprindelige plan om at ansøge om EM.

EM-slutrunden er fra 2016 udvidet til 24 hold, hvilket også var deltagerantallet ved det seneste U20-VM i New Zealand. Fra og med næste år udvides eksempelvis kvinde-EM fra 12 til 16 hold.

- De turneringer er så store, så de er en opgave i sig selv. Men det er rigtigt godt at have flere ting - også politisk og strategisk når vi skal lægge puslespillet - at have flere turneringer at spille på. Det, tror vi, er klogt, siger Jesper Møller.

Danmark har tidligere været vært for kvinde-EM i 1991, og for fem år siden afholdt Danmark U21-EM.

Danmark er om fire år blandt 13 værtsnationer for EM i 2020, hvor slutrunden på grund af turneringens 60 års jubilæum er spredt ud over hele Europa.

/ritzau/