DBU-boss: Vi har aldrig overvejet at fyre Morten Olsen

Skrevet af admin

14/11/2014

Dagens topnyheder

Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Claus Bretton-Meyer, har den seneste uge skabt en del debat, efter at han til Politiken udtalte, at alle i DBU risikerede at blive fyret, hvis ikke de når deres mål. Også Morten Olsen.

Målet for Morten Olsen - og resten af DBU for den sags skyld - er næste års EM.

- Det har aldrig været en overvejelse at fyre Morten. Morten er vores træner. Han er dygtig og arbejder med de ting, han skal. Nogle kampe vinder man, og andre taber man. Det går op og ned, siger Claus Bretton-Meyer.

DBU-direktøren har indvilget i at lade sig interviewe før fredagens 3-1-sejr over Serbien, og han står ved sine udtalelser uanset, om danskerne havde tabt i Beograd.

Bretton-Meyer fortæller, at det aldrig har været på tale at skifte landstræner midt i kvalifikationen, før Danmarks EM-skæbne er kendt. Han har heller ikke nogen afløsere i kikkerten.

- Det har jeg overhovedet ikke skænket en tanke for at være helt ærlig. Vi har en kontrakt med Morten, og jeg synes, at han gør det rigtig godt.

- Jeg arbejder kun med et scenarium, og det er, at vi kvalificerer os. Gør vi det ikke, så kigger vi på det til den tid, siger han.

DBU-direktøren forstår ikke, hvorfor at hans udtalelser for en uge siden til Politiken har skabt så meget virak i optakten til kampen i Beograd.

- Det undrer mig, at det har fyldt så meget i medierne. Det har ikke fyldt hos os. Det kan godt skyldes min manglende indsigt i fodboldverdenen eller fordi, at jeg er naiv, men det har ikke fyldt noget hos Morten og eller mig. Og vi har i øvrigt et rigtig godt forhold til hinanden, siger han.

- Ambitionen er, at vi skal kvalificere os til EM. Den ambition deler jeg, Morten og alle andre danskere. Den er også vigtig for DBU økonomisk, siger han og nævner, at unionen er på vej mod det andet regnskab i træk med røde tal på 10 millioner kroner.

- Jeg bliver så stillet et spørgsmål. Kan en landstræner overhovedet fyres? Mit svar er, at alle kan fyres. Jeg kan fyres, hvis jeg ikke lever op til målene. Indforstået at det kan en landstræner også.

- Så det udspringer af et spørgsmål. Det er ellers ikke noget, vi har diskuteret, siger Bretton-Meyer om sin udtalelse, der er blevet tolket som en fyringstrussel rettet mod Morten Olsen.

- Der er ikke kommet mere pres på ham, fordi jeg har sagt det. Vi ved alle, at vi skal kvalificere os. Så jeg fortryder ikke min udtalelser, men står fast ved dem, siger han.

Claus Bretton-Meyers erkender, at han sikkert har en anden stil end forgængeren, Jim Stjerne Hansen, der aldrig har brugt ord som "fyre" og "Olsen" i samme sætning.

- Jeg vil skabe et DBU, der er åbent og transparent. Hvis vi ikke når vores mål, skal vi så være forsigtige med at fortælle konsekvenserne?

- Det kan godt ske, at der har været en anden kultur tidligere, hvor man har sagt, at det taler vi ikke om. Men min ledelsesstil fungerer bedst, hvis alle kender målet, siger han.

Claus Bretton-Meyer tiltrådte som direktør i DBU i marts.

/ritzau/