DBU-chef om VM-gruppe: Økonomisk er det ikke optimalt

Skrevet af admin

25/07/2015

Dagens topnyheder

Fem østeuropæiske modstandere i VM-kvalifikationsgruppen mod VM i fodbold i Rusland i 2018 giver ikke meget begejstring i Dansk Boldspil-Union (DBU).

DBU's direktør, Claus Bretton-Meyer, havde gerne set en langt mere interessant lodtrækning for Danmark. Han mener nærmest ikke, at det kunne have været meget værre.

- Jeg vil ikke forholde mig til det sportslige, men rent økonomisk er det bestemt ikke optimalt for os. Vi får store rejseomkostninger til blandt andet Kasakhstan, og på billetsiden er det absolut heller ikke et ønskescenario, siger han.

DR Sportens ekspertkommentator Jan Kalborg siger til Ritzau, at han har svært ved at se, at landsholdet kan trække fulde huse mod en nation som Kasakhstan. Nogenlunde samme tanker gør DBU-direktøren sig.

- Vi havde håbet på Sverige og Norge, men vi må håbe på det bedste trods omstændighederne, og selvfølgelig håbe, at vi kvalificerer os til VM i 2018, siger Claus Bretton-Meyer, som selv var til stede ved lodtrækningen i Rusland.

Danmarks assisterende landstræner Peter Bonde kalder gruppen med Rumænien, Danmark, Polen, Montenegro, Armenien og Kasakhstan for en jævnbyrdig gruppe, hvor alle kan tage point fra hinanden.

- Der er tre favoritter; Rumænien, Danmark og Polen, som jeg forventer er meget jævnbyrdige – alt efter hvordan niveauet ser ud om et år, siger Peter Bonde og fortsætter:

- Det er en gruppe uden prügelknaber, men også en gruppe uden en klar favorit. Vi har en fin mulighed for at blive nummer et, men omvendt kan man som to'er også risikere ikke at få så mange point til regnskabet, fordi alle kommer til at tage point fra hinanden, siger Bonde.

Hvem, der skal være dansk landstræner i VM-kvalifikationen er endnu ikke afgjort. Morten Olsen stopper efter næste sommers EM-slutrunde.

/ritzau/