DBU-direktør: Loyal Berendt var på uriaspost

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Dansk Boldspil-Unions nye administrerende direktør Claus Bretton-Meyer ønsker en ny strategisk retning for det store specialforbund.

Til det formål passer kommunikationschef Lars Berendt tilsyneladende ikke ind.

Men han har altid arbejdet yderst loyalt, siger den nye direktør.

- Jeg oplever, at han i mange situationer har været på noget af en uriaspost. Han har været sendt foran i nogle situationer af ledelsesmæssig beslutning, som kan have været meget svære at håndtere. Og dér har jeg oplevet ham som stærkt loyal, siger Claus Bretton-Meyer.

Direktøren begyndte officielt i jobbet som administrerende direktør i Dansk Boldspil-Union for en uge siden.

Derfor kan man få den tanke, at beslutningen har været truffet endog meget tidligt.

- Det må stå for din egen regning. Jeg har truffet beslutningen, fordi jeg ønsker en ny strategisk retning, siger Claus Bretton-Meyer, som skal revidere hele DBU's strategi, og derfor endnu ikke kan sige, hvad han ønsker, at en ny kommunikationschef skal kunne.

Dansk Boldspil-Union er før blevet kritiseret for at være lukket i forbindelse med fodboldlandsholdet. Den holdning er Claus Bretton-Meyer heller ikke nødvendigvis enig i.

- Vi har lige spillet landskamp mod England. Da havde vi et pressemøde, hvor landstræneren, alle spillerne og et hav af hjælpere var til rådighed.

- England havde et pressemøde et andet sted i London. Der var landstræneren og én spiller til rådighed.

Lars Berendt var ansat i Dansk Boldspil-Union i mere end 22 år.

/ritzau/