DBU er optimistiske trods sløjt billetsalg

Dansk Boldspil-Union, DBU, meddelte mandag morgen, at sølle 4.778 billetter var blevet solgt til landsholdets testkamp mod Georgien om kun to dage.

Selv ser DBU optimistisk på det ellers i første omgang bedrøvende billetsalg, der lige nu er knap 10.000 billetter fra det normale gennemsnit for det danske landsholds kampe, når de bevæger sig væk Hovedstadsområdet og ud i provinsen.

- Det lykkedes os i marts måned i iskoldt vejr at fordoble billetsalget på fire dage til kampen mod Bulgarien i Parken. Med udsigten til et fantastisk vejr, og dét at landsholdet ankommer til Aalborg i morgen og bliver lidt mere nærværende i byen, så har vi en melding fra folk, vi kender i lokalområdet, at man faktisk er ret optimistiske, siger DBUs kommunikationschef, Lars Berendt.

Senest landsholdet slog et smut forbi den nordjyske by var tilbage i 2010, hvor 14.112 aalborgensere overværede opgøret mod Senegal fra lægterne. Det tal matcher nogenlunde gennemsnittet for landskampe i landets provinsbyer, som siden årtusindeskiftet har været på 14.669.

Tidligere har DBU peget på de klimatiske forhold som en mulig årsag til tilskuersvigt. Men med udsigten til 16-17 grader på årets grundlovsdag, hvor mange har fri, kan man kun håbe på, at flere finder vej til Aalborg Stadion.

DBU holder desuden fast i, at billetpriserne er på et fornuftigt prisleje. Således koster en siddeplads 195 kroner, mens man kan erhverve sig en ståplads til 125 kroner.

Dagens Gossip