DBU-formand går i rette med Olsen: Hold kritik internt

Hold kritikken af DBU internt.

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Boldspil-Unions formand, Jesper Møller, i kølvandet på, at både landstræner Morten Olsen og hans assistent Peter Bonde har kritiseret unionens dispositioner offentligt.

Politiken er kommet i besiddelse af Møllers seneste nyhedsbrev. Her skriver DBU-formanden - uden af nævne Olsen og Bonde ved navn - til repræsentantskabet:

- Det er ikke acceptabelt at give sin mening til kende i medierne, ligesom det på samme måde er uacceptabelt at give samarbejdspartnere eller andre interessenter skylden for de nødvendige besparelser og omstruktureringer, skriver Jesper Møller ifølge Politiken.

Morten Olsen har tidligere på måneden udtalt sig kritisk om aflysningen af ligalandsholdets januartur og undrede sig ved samme lejlighed over, at klubberne skal have penge for at stille spillerne til rådighed.

Også Bonde har været ude med kritik af prioriteringerne i DBU, der er ude i en større spareøvelse, efter at underskuddet er blevet større end ventet.

Jesper Møller forstår godt, at "manglende forståelse og kritiske spørgsmål og bemærkninger kommer til udtryk", men det er formandens opfattelse, at "sådanne holdninger m.v. skal afklares internt".

/ritzau/

Dagens Gossip