DBU-formand kræver hurtig Platini-afklaring

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

Sagen om Uefa-præsident Michel Platinis mistænkelige pengeoverførsel fra Fifa i 2011 skal afklares hurtigst muligt, så både Uefa og Fifa kan komme videre med at reformere fodbolden.

Sådan lyder meldingen fra formand i DBU, Jesper Møller, der torsdag var til krisemøde i schweiziske Nyon om Michel Platini, der aktuelt er suspenderet, selv om han er Uefas kandidat til præsidentposten i Det Internationale Fodboldforbund (FIFA).

- Det, vi har aftalt, og som jeg bakker op om, er, at vi inden for de næste 30 dage skal have en afklaring, og vi accepterer selvfølgelig, at Platini har krav på at få en fair retssag, siger Jesper Møller til Ritzau.

- Min holdning er klar, vi skal have slået en streg i sandet og komme videre. Der er under ingen omstændigheder grund til at udskyde Fifa-kongressen. Jeg mener, vi skal have en afklaring hurtigst muligt, siger DBU-formanden.

Uefa forventer, at sagen er afklaret i midten af november, men allerede 26. oktober er der deadline for at melde sig som kandidat til præsidentposten i Fifa, som skal vælges på ekstraordinær Fifa-kongres 26. februar.

Dermed kan der opstå en situation, hvor Uefa ikke har nogen præsidentkandidat til Fifa-posten, hvis Platini bliver dømt.

- Der havde jeg jo den holdning, at vi skulle sørge for at have en plan B.

- Men vi må bare respektere, at hovedparten af mine kolleger har været helt overbevist om, at Platini ikke har gjort noget galt, så der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at kigge på en alternativ kandidat.

- Under alle omstændigheder skal der nok komme nogle kandidater (fra resten af verden, red.), og vi kan jo ikke stemme på nogen, der ikke stiller op eller er suspenderet, siger Jesper Møller.

I slutningen af november - altså efter Platini-afklaringen - mødes de nordiske lande, siger Jesper Møller. Her skal de, hvis Platini bliver dømt, diskutere en fælles støtte til en anden Fifa-præsidentkandidat.

På torsdagens møde i Schweiz var Michel Platinis advokat til stede.

Han bekræftede over for Jesper Møller og resten af forsamlingen, at Michel Platini i 2011 modtog et beløb på to millioner schweizerfranc fra Fifa for noget arbejde, som Platini lavede for Fifa fra 1998-2002.

Han kunne dog ikke fortælle, hvorfor betalingen først fandt sted så mange år efter.

For Jesper Møller, der stillede spørgsmålene til advokaten, var svaret fyldestgørende.

- Jeg fik de beløb og årstal bekræftet, som har været fremme, og det var det, jeg gerne ville have. Uddybende spørgsmål bliver der formentlig svaret på via undersøgelsen af Platini, siger DBU-formanden.

/ritzau/