DBU fyrer kommunikationschef Lars Berendt

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Dansk Boldspil-Union (DBU) har sagt farvel til kommunikationschef Lars Berendt.

Unionens administrerende direktør Claus Bretton-Meyer, der netop er tiltrådt, skriver i en pressemeddelelse fredag, at Berendt er blevet opsagt.

- Det er aldrig en nem beslutning at stoppe samarbejdet med en person, der har været ansat i en virksomhed i 22 år, og det er vigtigt for mig at understrege, at det er en strategisk beslutning om nytænkning, der medfører, at vores veje skilles, siger Claus Bretton-Meyer.

Han udtrykker samtidig tak og roser Berendt for sit arbejde med at opbygge retningslinjerne for unionens interne og eksterne kommunikation.

- Lars har igennem alle årene arbejdet med stort engagement og varetaget DBU’s interesser med stor ildhu.

- Hans faglighed har været med til at etablere DBU som et professionelt brand og hjulpet DBU i transitionen fra forening til professionel virksomhed, skriver direktøren.

Jobbet vil snarest muligt blive slået op.

Indtil en ny kommunikationschef er fundet, varetager Jacob Wadland fra kommunikationsafdelingen stillingen.

/ritzau/