DBU: Glad for to europæiske Blatter-konkurrenter

Skrevet af admin

10/02/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere portugisiske stjernespiller Luis Figo, Jordans prins Ali Bin Al Hussein og præsidenten for det hollandske fodboldforbund, Michael van Praag.

Trioen blev mandag officielt offentliggjort som modkandidater til Sepp Blatter forud for præsidentvalget i det internationale fodboldforbund (Fifa) i maj.

- Det er passende med tre modkandidater, og vi er glade for, at der er to europæere med, lyder det fra Jesper Møller, formand for Dansk Boldspil-Union (DBU).

- Vi har ikke taget stilling til, hvem vi støtter endnu. Det er ingen hemmelighed, at jeg skrev under på Luis Figos kandidatur, fordi hver kandidat skal have opbakning fra minimum fem forbund, og vi bakkede op om ham, så vi kunne få denne valgkamp.

- Nu kan vi så gå i gang med valgkampen, og jeg skal mødes med mine nordiske kolleger i København om 14 dage, hvor vi blandt andet skal diskutere, hvordan vi håndterer processen frem til Fifa-kongressen i maj, siger Jesper Møller.

DBU-formanden har for længe siden meldt ud, at han ikke støtter 78-årige Blatter. Schweizeren, der har været involveret i flere skandalesager, har været Fifa-præsident siden 1998 og går dermed efter sin femte periode på posten.

- Nu handler det om at finde ud af, hvem af de tre andre, vi vil støtte. Men vi skal kende deres program først, og det gør vi ikke endnu.

- Hvordan ser en kommende præsident på åbenhed, regnskabsførelse, menneskerettigheder og demokrati? Det bliver de vigtigste emner. Jeg regner først med, at vi til maj kan melde ud, hvem vi støtter, siger Jesper Møller.

Noget tyder på, at DBU har kig på en europæer. Jesper Møller erkender i hvert fald, at kendskabet til hollænderen Michael van Praag i øjeblikket er størst.

- Michael van Praag har jeg kendt siden slutningen af 1990'erne. Jeg ved, hvad han står for. Han vil i givet fald blive en overgangsfigur. Han har selv meldt ud, at han vil være på posten i en fireårig periode, konstaterer Jesper Møller.

Valget til Fifa-præsident finder sted 29. maj i Zürich.

/ritzau/