DBU henter talentchef med international erfaring

Dansk Boldspil-Union har ansat den 42-årige Flemming Berg som talentudviklingschef.

Flemming Berg kommer til fodboldunionen med erfaring som talentspejder i superligaklubber som Brøndby og FC Nordsjælland og var international talentspejder i storklubben Chelsea fra Premier League.

Det oplyser fodboldunionen i en pressemeddelelse.

Sammen med den kommende elitechef Kim Hallberg og trænerudviklingschef Peter Rudbæk, skal den nye talentudviklingschef styrke det samlede arbejde med elitefodbold i DBU.

- Med ansættelsen af Flemming Berg får vi en talentudviklingschef, som har fungeret på allerhøjeste niveau både internationalt og nationalt, siger DBU-direktør Claus Bretton-Meyer i pressemeddelelsen.

- Hans erfaring og kendskab til de mange forskellige interesser inden for fodbolden giver ham de bedste forudsætninger for at navigere effektivt i miljøet og bidrage til talentudviklingen i dansk fodbold.

I pressemeddelelsen lyder det videre, at Flemming Berg skal arbejde med - og videreudvikle - DBU’s talentudviklingsprogram ’Den Røde Tråd’ samt sikre talentidentifikation og scouting med henblik på udviklingen af nye talenter.

Desuden får Flemming Berg ansvaret for at ansætte kvindelandstrænere, assistent- og ungdomslandstrænere og ikke mindst skal han rådgive direktionen i ansættelsen af en kommende herre A-landstræner.

/ritzau/

Dagens Gossip