DBU idømmer Middelfart stor bøde og fratrækker 24 point

Skrevet af admin

13/02/2016

Dagens topnyheder

2. divisionsklubben Middelfart G & BK har ifølge Fodboldens Disciplinærinstans overtrådt DBU's amatørbestemmelser i perioden 2011 til foråret 2015.

Derfor fratrækkes klubben 12 point i den indeværende og 12 point i den kommende sæson og idømmes en bøde på 200.000 kroner.

Det meddeler DBU lørdag.

Ifølge unionens hjemmeside finder Fodboldens Disciplinærinstans det dokumenteret, at spillere, der var registreret som "scouts", reelt modtog betalingen for at spille fodbold i klubben for et beløb i størrelsesorden 2.113.743 kroner fra 2012 til 2015.

- Det er instansens opfattelse, at Middelfart G & BK ved at undlade at tegne kontrakter med spillerne har opnået en uberettiget fordel i forhold til de øvrige hold i divisionen, der har tilbudt deres spillere reglementerede ansættelsesvilkår, eller som overholder amatørbestemmelserne, skriver DBU.

Instansen mener, at der er tale om en længerevarende og systematisk overtrædelse af reglerne.

- Instansen påpeger samtidig, at man i en kendelse i april 2013 fratrak en divisionsklub seks point og tildelte dem en bøde på 200.000 kroner for brud på samme regler, men at beløbet, der er blevet udbetalt til Middelfarts spillere, er større end de tilsvarende beløb i forbindelse med afgørelsen fra 2013, skriver DBU.

Middelfart spiller i foråret i 2. divisions oprykningsspil og kan derfor ikke rykke ned i Danmarksserien. Til gengæld får holdet efter pointstraffen meget svært ved at rykke op i 1. division, og også i efteråret 2016 går klubben en pointmæssigt hård tid i møde.

Administrerende direktør i Middelfart Boldklub, Lars Peter Hermansen, siger til Ritzau, at klubben i løbet af weekenden vil beslutte, om den vil anke afgørelsen.

- Når det så er sagt, vil jeg gerne give udtryk for, at vi er særdeles overraskede over hårdheden af dommen.

- Specielt at man vil give os minus 12 point i efteråret, har vi svært ved at se begrundelsen for, siger Lars Peter Hermansen.

/ritzau/