DBU inviterer Zlatan til jubilæumsfest i Parken

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

Det bliver det svenske landshold, der er modstanderen, når Dansk Boldspil-Union (DBU) i maj kan fejre 125 års jubilæum.

Svenskerne er Danmarks hyppigste modstander gennem årene, og kampen den 28. maj i Parken bliver de to landes 103. indbyrdes opgør.

Hverken Danmark eller Sverige er kvalificeret til VM i Brasilien og benytter altså lejligheden til at holde formen ved lige forud for EM-kvalifikationskampene, der begynder i efteråret.

DBU blev stiftet 18. maj 1889, men 18. maj ligger midt i den hvileperiode, som Fifa har indført forud for VM-slutrunden i Brasilien.

Danmark og Sverige stod senest over for hinanden i november 2011 i en venskabskamp, der også blev spillet i Parken.

Kampen, som blev spillet kort efter, at begge lande havde kvalificeret sig til EM i Ukraine og Polen, endte med en dansk 2-0-sejr.

Nicklas Bendtner og Michael Krohn-Dehli stod for de danske scoringer for øjnene af godt 18.000 tilskuere.

/ritzau/