DBU melder alt udsolgt til landsholdets nøglekamp

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Det danske fodboldlandshold får maksimal opbakning fra lægterne, når Albanien fredag 4. september gæster Telia Parken.

Alle billetter til opgøret er nemlig solgt, oplyser Dansk Boldspil-Union.

Billetsalget åbnede i juni to dage senere end Danmarks sejr over Serbien, og i løbet af de første fire dage blev der solgt 20.000 billetter. Fredag havde billetsalget rundet 30.000, og nu er kampen så udsolgt.

Det betyder 38.065 tilskuere, som er Parkens maksimale kapacitet.

- Vi glæder os naturligvis rigtig meget over, at de danske fans bakker landsholdet op og ønsker at være en del af den fodboldfest, vi kan se frem til.

- Det bliver en fantastisk kamp, hvor spændingen bliver på sit højeste, og hvor spillerne nu får al den opbakning, de kan ønske sig, siger Katja Moesgaard, kommerciel direktør i DBU.

Kampen mod Albanien er blevet ekstra vigtig for Danmarks muligheder for at kvalificere sig til EM, siden Albanien i sidste uge blev tildelt de tre point fra den afbrudte "dronekamp" mod Serbien.

Begge hold har 10 point, men Albanien har spillet en kamp færre end Danmark. Portugal har 12 point i toppen af gruppen. De to bedste hold kvalificerer sig direkte til EM, mens nummer tre skal spille playoff.

/ritzau/