DBU nedsætter Wichmanns matchfixing-karantæne

DBUs Appeludvalg har nedsat den karantæne, som fodboldspilleren Kristoffer Wichmann har fået for matchfixing. Dermed kan den tidligere FC Vestsjælland-spiller reelt atter spille fodbold.

I den meget omtalte sag fik Wichmann i første omgang en karantænedom for at spille på egen kamp, der udløb 30. juni. Men tre dage før, denne karantæne udløb, fik Kristoffer Wichmann en tillægsstraf af DBU.

Den nye sag vedrører også overtrædelse af DBUs regler om matchfixing, og karantænen kom som følge af, at Kristoffer Wichmann siden den første sag mod ham blev afsløret i at have spillet på udfaldet af yderligere tre kampe, han selv var udtaget til for FC Vestsjælland.

Kristoffer Wichmann indbragte dog tillægsstraffen for DBUs Appeludvalg med påstand om frifindelse for så vidt angår matchfixing af en kamp den 24. maj 2010 samt i øvrigt formildelse af såvel bøden som karantænen.

Appeludvalget har torsdag stadfæstet skyldsspørgsmålet og bøden på 30.000 kroner, men man har samtidig valgt at nedsætte Wichmanns karantæne til samlet set et halvt år til 5. august 2013.

- Appeludvalget lægger på den ene side vægt på omfanget og den tidsmæssige udstrækning af det ulovlige spil, men tillige betydelig vægt på, at forholdet samlet skal behandles som et førstegangstilfælde, skriver udvalget blandt andet i kendelsen.

Dermed kan Kristoffer Wichmann atter spille fodbold, og det er han godt tilfreds med, skriver han på sin Twitter-profil.

- Ekstraordinær god dag. Jeg er rigtig glad for, at jeg kan komme til at spille det spil, som jeg har savnet allermest, skriver Wichmann, der ikke længere er på kontrakt i FC Vestsjælland, men som efter sigende har trænet med hos pokaldræberne fra Hvidovre IF.

Dagens Gossip