DBU overvejer strengere kontrol med klubbernes økonomi

For når ingen vil stå ved dét, alle ved foregår, så er det næsten umuligt at føre bevis for noget - og derfor har de kreative aflønninger kunnet finde sted i årevis.

Men DBUs kontrol har heller ikke været god nok. Sådan lyder det fra DBUs formand, Allan Hansen.

- Regnskaberne kan måske indikere (at noget er galt, red.), men hvis ikke nogen vil stå frem, så kan du ikke afsløre den slags ting. Der vil altid være nogen, der omgås reglerne, men så må man lade hammeren falde, når det bliver afsløret. Brønshøj-sagen er unik, fordi de ansvarlige står ved, hvad de har gjort, siger Allan Hansen til BT.

8. februar i år afslørede BT, at 1. divisionsklubben Brønshøj Boldklub aflønnede amatørspillere med skattefrie kørepenge.

På den måde kunne københavner-klubben tiltrække dygtige spillere til divisionsholdet og samtidig holde udgifterne til løn på et minimalt niveau.

Afsløringen fik DBU til at gå ind i sagen, og 30. april blev klubben idømt en bøde på 200.000 kr. og fratrukket seks point. Det viste sig, at omfanget af Brønshøj Boldklubs kreative aflønninger var af en så alvorlig og omfattende karakter, at DBU lod hammeren falde hårdt.

Men hvis ikke BT havde gravet i sagen, så havde DBU aldrig opdaget, at noget var galt i Brønshøj Boldklub.

Samtidig synes der at være bred enighed i fodboldverdenen om, at Brønshøj Boldklub langt fra er en enlig svale.

Sorte penge og skattefrie kørepenge har i årevis hærget dansk divisionsfodbold, hvor spillere er blevet aflønnet med penge i kuverter eller med kørepenge. Kun få bryder tavsheden om den stærkt kreative aflønning, og DBUs mangelfulde kontrol med klubberne har givet klubbosser og spillere frit spil i årevis.

For at bedrive kontraktfodbold i Danmark skal en fodboldklub opfylde en række økonomiske forhold. Derfor sender klubber, der ønsker at skrive kontrakter med spillere, hvert år regnskaber ind til DBU, der så godkender og udsteder en kontrakt-licens.

Men Brønshøj-sagen har afsløret store huller i det system, da ingen i DBU undrede sig over Brønshøj Boldklubs økonomi, der i forhold til konkurrenterne var meget spinkel.

BT spurgte:

Hvordan kan det være, at Brønshøj har så markant lavere lønudgifter end konkurrenterne? Det var dét spørgsmål, der blev stillet - og så kom afsløringen.

Hvorfor stillede DBU ikke det spørgsmål? - Men du havde ikke kunnet bevise noget, hvis ikke der var nogen, der havde tilstået. Det er kun, fordi vi efterfølgende kalder nogle mennesker ind, og de så står ved det og ikke lyver, at der er en sag.

- Havde de løjet over for os, havde der ikke været nogen sag. Det, der ofte sker, er, at spillere eller andre trækker deres tilståelse tilbage, når de finder ud af, at det har konsekvenser for dem selv, siger Allan Hansen.

BTs afsløring af Brønshøj Boldklub får nu DBU til at overveje strengere kontrol med landets fodboldklubber.

- Det er klart, at alt det her gør, at vi også skal kigge på, om systemet fortsat skal bygge på tillid, sigerAllan Hansen og fortsætter:

- Når der dukker en konkret sag op, så må man som lovgiver altid stille sig selv spørgsmålet, om man har gjort nok. Det umiddelbare svar vil selvfølgelig være, at det har man ikke.

- Selvfølgelig skal vi kontrollere klubberne, og det kan godt være, at vi skal øge kontrollen. Men det, der kan flytte noget er endnu mere oplysning om reglerne samt holdningsbearbejdning.

- Vi må have en diskussion med Divisionsforeningen og med klubberne om, hvad vi kan gøre for at minimere det her, siger Allan Hansen.

Både spillere og trænere, som BT har talt med før og efter afsløringen af forholdene i Brønshøj Boldklub, fortæller, at den kreative aflønning af fodboldspillere foregår ' alle steder'. Og at det har været sådan i årevis.

I avisarkiverne findes da også flere andre sager. Bl.a.skrev Berlingske allerede i år 2000, at flere Ølstykkespillere i halvfemserne var på kørepenge-løn.

Og i fodboldverdenen er kørepenge-finten kendt som en nem, billig og indtil nu forholdsvis sikker måde at aflønne spillere på.

BT har afsløret, hvordan klubber og spillere aftaler kreativ løn i form af et fast månedligt beløb i kørepenge under jobsamtalen. Det skaber et billede af, at man helt systematisk omgås reglerne.- Jeg mener, det er overdrevet at tale om systematisk, men jeg er ikke så naiv, at jeg ikke tror, at det foregår. Men når de (spillere, trænere og direktører, red.) står over for mig, så vil de ikke stå ved det.

Hvordan skal jeg kunne finde ud af det? Så kan der ikke føres bevis, siger Allan Hansen.

Man kan få den tanke, at DBU ikke ser det her, fordi det i sidste ende gavner dansk fodbold, at så mange som muligt kan tjene penge og bruge mest muligt tid på at spille fodbold? - Intet er mere forkert. Det er uholdbart og skadeligt, og dansk fodbold kan ikke holde til at nogle klubber ikke følger reglerne. Mit håb er at især 2.divisionsklubber indser, at der kun er penge til professionel fodbold i Superligaen og 1. division. Min opfordring er, at man bruger de få penge på at få nogle gode trænere og udvikle klubberne.

Hvordan kan det være, at det her stadig er et problem, når man har kendt til det i årevis?

- Hvis jeg eller andre i DBU var i stand til at opfinde et system, der afslørede sorte penge eller kreative metoder, så var jeg blevet ansat i SKAT for mange år siden. Hvis jeg kunne give dig et svar på spørgsmålet, så ville jeg gerne.

- Jeg vil ikke sige, at det er så omfattende, som folk siger - snakken går og mange har ' hørt noget' som tredjemand. Men det er et problem -og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at minimere det.

Det er blevet sagt før, men det lader ikke til, at der er sket noget?

- Der kommer også hele tiden nye ledere til, så vi er nødt til at gentage os selv. Ligesom i andre virksomheder kommer der nye folk til, der vil det bedste for deres klub. Og så er der nogle få, der forfalder til at lave fusk. Det kan man selv med skrappe kontrolforanstaltninger ikke undgå. Jeg tror heller ikke, at fodboldverdenen er meget værre end så mange andre brancher, siger Allan Hansen.

Dagens Gossip