DBU: Vi havde gerne set Platini udfordre Blatter

Skrevet af admin

28/08/2014

Dagens topnyheder

Det bliver ikke Michel Platini, som vælter den omstridte præsident for det internationale fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, af pinden, når der er præsidentvalg i verdensforbundet næste år.

59-årige Platini, der er præsident for det europæiske fodboldforbund (Uefa), meddelte torsdag, at han ikke er modkandidat til 78-årige Blatter.

Udmeldingen ærgrer formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, som offentligt har meldt ud, at han og DBU ikke støtter Blatter.

- Platini sagde, at tidspunktet ikke var det rigtige for ham. Det har jeg fuld forståelse for. Det er sikkert den rigtige analyse af situationen, men jeg er træt af det. For jeg, DBU og Danmark kan ikke støtte Blatter i 2015, og det synspunkt fastholder jeg.

- Jeg er glad for, at Platini ikke lukker døren til Fifa, så vi er nogle, som allerede kigger frem mod præsidentvalget i 2019.

- Platini prioriterer Uefas interesser i øjeblikket. Vi har nogle reformforslag, som skal gennemføres, og det er også vigtigt, siger Jesper Møller.

De mange sager om bestikkelse, korruption og den manglende gennemsigtighed i Fifa er argumentet for, at DBU ser en anden Fifa-præsident end Blatter.

Men nu ser det ud til, at schweizeren kan gøre sig klar til sin femte periode på posten, som han overtog i 1998.

- Det kan ende med, at der kun er én kandidat, og at det er Blatter, og hvad gør vi så? Vi nordiske ledere stikker hovederne sammen i november for at finde ud af, hvad vi skal gøre.

- Jeg ser ikke andre kandidatmuligheder end Platini. Blatters chancer for genvalg er steget, må vi sige, siger Jesper Møller.

DBU-formanden er glad for, at Platini trods alt gjort det meget klart, at han heller ikke støtter et genvalg af Blatter.

- For os i Uefa handler det nu om at pleje og forsvare vores interesser i Fifa med Platini i spidsen.

- For eksempel handler det om at holde fast i det antal europæiske lande, som kommer med til VM-slutrunderne, siger Jesper Møller.

/ritzau/