DBU vil af med sit underskud

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

Dansk Boldspil-Union vil i 2015 ændre på en tendens med underskud. Derfor har unionen for 2015 lagt et budget, som går i nul.

Det oplyser DBU's kasserer Christian Kofoed i et nyhedsbrev til de 146 medlemmer i DBU's repræsentantskab.

- Det har været nødvendigt at indrette budgettet efter den nye økonomiske virkelighed. DBU’s bestyrelse har derfor forberedt budgettet for 2014/2015 med udgangspunkt i krav om uændret aktivitetsniveau – og et resultat for 2014/2015, der går i nul, skriver Christian Kofoed i nyhedsbrevet.

Med til historien hører, at DBU i regnskabsåret 2013 havde et underskud på godt 10 millioner kroner

- Også det netop afsluttede regnskabsår tegner til et næsten lige så stort underskud, når der ses bort fra et usædvanligt godt investeringsresultat og ekstraordinære indtægter, forklarer Christian Kofoed.

Dansk Boldspil-Union har færre kommercielle indtægter, og tjener færre penge på A-landsholdet. Derfor har det været nødvendigt at gøre noget ekstraordinært for at få enderne til at mødes.

Blandt andet har unionen nedlagt administrative stillinger og skal spare penge andre steder.

- En række ønsker om udvidelse af aktivitetsniveauet er derfor ikke blevet imødekommet, og det har været nødvendigt for bestyrelsen at prioritere og fravælge, så der kunne opnås balance mellem indtægter og udgifter, skriver Christian Kofoed videre.

/ritzau/