DBUs blinde øje

- Det her har de godt vidst igennem alle årene, siger Preben Jessen, der er tidligere direktør i Brønshøj Boldklub, til BT.

30. april blev Brønshøj Boldklub, der ligger i landets næstbedste række, 1. division, idømt en bøde på 200.000 kr. og frataget seks point, efter BT i februar havde afsløret, at klubben i strid med reglerne har udbetalt skattefrie kørselsgodtgørelser til amatørspillere, der ved siden af fodboldspillet var ‘scouts for klubben.

Men for at være berettiget til de skattefrie kørselsgodtgørelser skal man være lønansat i selskabet, der udbetaler dem - i dette tilfælde selskabet bag Brønshøj Boldklub, Brønshøj Boldklubs Professionelle Fodboldselskab ApS. Sådan lyder reglerne fra SKAT.

DBU har i dommen over Brønshøj Boldklub desuden fundet, ‘at der er tale om en systematisk omgåelse’ af reglerne i amatørbestemmelserne.

Nu fortæller Preben Jessen, at DBU i flere år har vendt det blinde øje til den kreative aflønning. Hvert år skal klubberne i Superligaen, 1. division og 2. division have fornyet deres licenser til at have spillere på kontrakt. I den forbindelse skal klubberne bl.a. indsende regnskaber til DBU.

- Det er sådan, at DBU har fået samtlige tal, siger Preben Jessen.

Alle oplysninger er blevet indsendt til DBU?

- Ja, det gør man for at få licens. Det er meget omfattende. Det er alt om baneforhold, sikkerhed og alt det der. Og så er der en økonomisk del også, der består af budgetter, regnskaber, specifikationer, pengestrømsanalyse osv., siger Preben Jessen.

Den tidligere direktør mener, at DBU ‘med en smule fornuft og ‘hvis man havde været grundig kunne have set, at der skete udbetalinger, der ikke burde finde sted.

I dag undrer han sig over, at ingen i DBU undrede sig over Brønshøj Boldklubs, i forhold til konkurrerende klubbers, minimale lønudgifter. Det var dét, der ledte BT på sporet af sagen. Men ikke før BT i februar afslørede den kreative kørepenge-aflønning, begyndte DBU at stille spørgsmål. Og kritikken fra den tidligere direktør bliver nu anerkendt hos DBU, der dog afviser, at det er så enkelt, som Preben Jessen siger.

Kommunikationschef Lars Berendt skriver i en mail til BT:

- Det er en objektiv berettiget kritik, men der er nogle forbehold. Den er berettiget, fordi disciplinærsagen mod Brønshøj Boldklub viser, at det er muligt at tilvejebringe det nødvendige, detaljerede materiale, hvis man afsætter ressourcerne til at kulegrave det bagvedliggende materiale, skriver Lars Berendt.

Kommunikationschefen mener altså, at BT har haft en fordel i at afsætte flere ressourcer end DBU til at tjekke forholdene i Tingbjerg-klubben. Berendt skriver videre:

- Men som udgangspunkt har DBU naturligvis tillid til klubbernes og deres revisorers oplysninger. Men detaljeringsgraden i de oplysninger om personaleomkostninger i et selskab som Brønshøj Boldklub Professionelle Fodboldselskab ApS, som DBU's turneringsafdeling indhenter til brug for godkendelsesproceduren, begrænser sig til en revisorpåtegnet årsrapport, hvor lønudgifterne er opgjort som ét samlet beløb.

- Det er det eneste beløb, der er afgørende for både klubbens konktrakttilladelse og for den lønopgørelse, som også benyttes i forhold til licensvurderingen, skriver Lars Berendt.

Preben Jessen fratrådte som direktør i Brønshøj Boldklub få uger efter BTs afsløring. Han afviser, at hans fratrædelse har noget med sagen at gøre.

Dagens Gossip