DCU og DIF fåmælte om Riis

I Danmarks Cykle Union (DCU) har man ikke den store lyst til at blive trukket ind i sagen om Bjarne Riis, der mandag trådte frem til spørgsmål fra pressen for første gang i over ni måneder, blot for at sige 'ingen kommentarer' til doping-spørgsmål med henvisning til, at Anti Doping Danmark er i gang med en stor undersøgelse, som han efter eget udsagn står til rådighed over for.

Cykellandstræner Lars Bonde er fungerende chef i DCU efter Jesper Worres nylige afgang som direktør, og han og DCU melder helt enkelt hus forbi.

- Det eneste, jeg har at sige til det, er, at vi har hørt, at der er noget i gang. Men helt ærligt er vi jo ikke part i det her. Det er en sag mellem de implicerede ryttere eller eksryttere, Anti Doping Danmark (ADD) og Danmarks Idræts Forbund (DIF), siger Lars Bonde.

Men har I ingen mening om sagen som cykelforbund?

- Det, vi har en mening om, er, at doping er snyd, og doping skal stoppes med de midler, der er til rådighed. Vi synes, der er en masse, der gør en god indsats for tiden, og heriblandt bemærker vi, at der er ryttere, der aktivt og uopfordret - hvad der er nyt - begynder at melde ind, siger Lars Bonde og uddyber.

- Hvor ryttere før skulle spørges 'Vandt du uden brug af doping?', inden de sagde ja, går de nu aktivt ud og siger, 'jeg vandt i dag uden doping'. Det betyder, at doping er på vej ud af sporten. Og det er et kæmpe skred i den rigtige retning, siger fungerende chef i DCU, Lars Bonde.

Danmarks Idræts-Forbund bekræfter, at de i samarbejde med Anti Doping Danmark har startet flere undersøgelser. Men en uddybning af omfanget eller en belysning af de involverede personer ønsker man endnu ikke at komme ind på.

- Vi er i gang med en undersøgelse. Vi udtaler os ikke konkret om, hvad vi er i gang med at undersøge, siger udviklingschef i Danmarks Idræts-Forbund Morten Mølholm Hansen og fortsætter:

- Undersøgelsen er baseret på de afhøringer, vi har haft med Michael Rasmussen, og så er vi i gang med en meget omfattende undersøgelse, hvor vi undersøger forhold i udlandet og i Danmark.

Hvorvidt Bjarne Riis har eller skal til afhøring i sagen, ønsker Morten Mølholm Hansen ikke at kommentere på.

 

 

 

Dagens Gossip