DCU-sportschef: Danske talenter klarer sig uden Riis

Det er et stykke tid siden, at Bjarne Riis har kælet for de danske cykeltalenter og givet dem en reel chance på cykelholdet Tinkoff-Saxo.

Derfor får det ikke betydning for udviklingen af danske cykelspirer, om Bjarne Riis er manager for holdet eller ej, mener Lars Bonde, sportschef i Danmarks Cykle Union (DCU).

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi kigger længere tilbage, så har han skelet til danske ryttere og haft en speciel forkærlighed for danske ryttere.

- Men i den seneste tid har det ikke været noget, man kunne regne med. Det har han også selv sagt, siger Lars Bonde.

Sportschefen nævner også, at der i de sidste års Tour-trupper ikke har været skelet til de danske ryttere, selv om der har været en dansk sponsor, mange danske ryttere og en dansk manager på holdet.

Lars Bonde understreger i samme forbindelse, at de danske ryttere "nok skal klare sig" på trods af, at Bjarne Riis nu er færdig på det cykelhold, han selv etablerede og var ejer af i mange år, inden han i december 2013 solgte holdet til russeren Oleg Tinkov.

Det er i en pressemeddelelse, at det søndag aften oplyses, at Bjarne Riis er færdig som manager for Tinkoff-Saxo. Det er sket efter gensidig aftale, lyder det i meddelelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip