De to anholdte efter Akkari-møde løsladt igen

Det oplyser Fyns Politi til bt.dk.

»De blev løsladt kort før midnat og kan nu forvente en bøde,« siger vagtchefen ved Fyns Politi.

Den ene blev anholdt, fordi han råbte og skreg under møde og ikke efterkom politiets henstilling om at holde sig i ro. Den anden blev anholdt, fordi han råbte ukvemsord efter politiet.

Akkari var en markant skikkelse under Muhammed-krisen, hvor han stod i spidsen for en delegation, der tog karikaturtegningerne under armen og rejste til Mellemøsten for at opildne til had mod Danmark.

For få måneder siden stod Akkari offentlig frem og fortalte, at han havde ændret holdning, og at han nu tager afstand fra islamisterne og sine tidligere holdninger.

Mandag aften deltog han så i et debatmøde med den socialdemokratiske folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen i Vollsmose, men mødet udviklede sig dramatisk. Over 100 mennesker var mødt op til mødet. Blandt dem omkring 30 unge, der aftenen igennem saboterede diskussionen med truende adfærd og hadefulde tilråb på dansk og arabisk.

Den ene er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at nægte at efterkomme en ordre fra politiet om at flytte sig, mens den anden er sigtet for at svine nogle af de vagthavende politifolk til. De kan se frem til en bøde.

Dagens Gossip