De ansatte stopper strejken på bostedet Lindegården

Skrevet af admin

19/05/2016

Mest læste i dag

Der er udsigt til flere hænder på Center Lindegården ved Roskilde, og blandt andet derfor genoptager de ansatte på stedet nu arbejdet.

Personalet har strejket siden 11. maj.

Det oplyser medarbejderne i en pressemeddelelse.

Personalet har kritiseret arbejdsforholdene, efter at en 57-årig social- og sundhedsassistent i marts blev dræbt af en psykotisk beboer på bostedet.

Strejken har været en protest mod, at der ifølge de ansatte er for få medarbejdere på Center Lindegården. Og at nogle beboere er for syge og farlige til at opholde sig der.

- Vi føler, vi er kommet et stykke af vejen. Københavns Kommune har afsat et millionbeløb til at forbedre sikkerheden. Det indebærer flere hænder til Lindegården og ikke mindst andre socialpsykiatriske bosteder, står der i den fælles udtalelse.

Sympati og forstående tilkendegivelser er den seneste tid strømmet ind til medarbejderne på det socialpsykiatriske bosted, understreger de selv. De har fået reaktioner fra kommunen, regionerne og fra lokal- og landspolitikere.

- Den, der ikke kæmper, vinder ikke. Og vi har kæmpet.

- Kampen er ikke slut. Vi agter at holde kommunen fast på løfterne om en sikker arbejdsplads, herunder løftet om at der ikke er syge, misbrugere og livsfarlige personer på vores arbejdsplads, skriver Center Lindegårdens ansatte.

Medarbejderne understreger, at der fortsat er et hul mellem den såkaldte behandlingspsykiatri og socialpsykiatrien. Der er altså personer, som er for raske til at være indlagt på en psykiatrisk afdeling, men for syge til at bo på et bosted.

- Nogle personer falder præcis som før ned midt imellem disse systemer, lyder det.

- Vi har også kæmpet disse syge og sårbare menneskers sag, og vi vil fortsat kæmpe den, indtil politikerne skaber de trygge rammer, der sikrer både beboere og personale.

Drabet på Center Lindegården i marts er ikke et enestående tilfælde. De seneste fire år er fem medarbejdere på danske bosteder blevet dræbt.

/ritzau/