De borgerlige partier er uenige om valgstrategi

Ifølge avisen hersker der især uenighed om, hvorvidt Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative før valget skal fortælle danskerne, hvilke samfundsforandringer de som minimum kan forvente under en borgerlig regering.

Ifølge de Konservatives formand, Lars Barfoed (K), så er det op til Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) i sin egenskab af statsministerkandidat at tydeliggøre en fælles kurs.

»Det vil da være naturligt, at Lars Løkke Rasmussen på et tidspunkt, når vi nærmer os valget, tager initiativ til at få linet fællesnævnerne op. Og så må vi i fællesskab pege på, hvor der er en retning, som vi er enige om at sætte,« siger Lars Barfoed (K) til Politiken.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), efterlyser ifølge avisen en grad af fælles fodslag mellem partierne.

»Jo tættere vi kommer på et valg, jo mere vil man naturligt bede om at få konturerne af, hvad der kommer efter et folketingsvalg. Ting, som danskerne ved, er bærende, og som trods forskellighederne mellem partierne bliver til noget. Det vil i høj grad være et ansvar for statsministerkandidaten at præsentere sådan nogle bud. Men vi laver ikke samme fejl som S og SF og kommer med firkantede bud,« siger han.

De borgerlige partier er uenige om indtil flere afgørende politikområder.

Liberal Alliance ønsker minusvækst i det offentlige forbrug, Venstre og de Konservative ønsker nulvækst, og Dansk Folkeparti holder fast på en vækst på 0,8 procent, skriver Politiken. Også på skattepolitikken og skoleområdet er der knaster.

I de seneste måneder har Venstre været under heftigt pres fra selv sine politiske allierede.

Lars Barfoed (K) og Anders Samuelsen (LA) har begge luftet utilfredshed med det, de opfatter som politisk lurepasseri fra Venstres formand.

Venstre afviser foreløbig tanken om at tegne konturerne af et fælles borgerligt alternativ, siger gruppeformand Kristian Jensen (V).

»Vi er fire partier, der hver især præsenterer vores holdning og kæmper om vælgernes gunst for at få mest mulig opbakning til vores. Og det tror jeg godt, at danskerne kan håndtere,« siger han.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, ser både positive og negative sider ved en fælles borgerlig kurs.

»Det er selvfølgelig godt, hvis man finder et minimum, som der kan findes en fællesmængde omkring,« siger han til Politiken.

Dagens Gossip