De borgerlige partier vil rykke sammen forud for valg

Skrevet af admin

02/08/2014

Mest læste i dag

Efter længere tids interne skænderier på særligt det økonomiske område og politiske angreb mellem partierne i blå blok er der brug for, at den borgerlige opposition rykker tættere sammen.

Det skriver Berlingske.

Det er nødvendigt, hvis man skal fortælle vælgerne, hvilken politik de kan forvente efter et valg, men også helt afgørende, hvis valget overhovedet skal vindes, lyder den fælles analyse blandt Folketingets borgerlige partier.

Sammen har de givet håndslag på at finde en håndfuld politiske områder, hvor de kan stå skulder ved skulder frem mod næste valg. Et arbejde, der ifølge Venstres næstformand, Kristian Jensen, begynder umiddelbart efter sommerferien.

- Lige så snart de borgerlige slås mod hinanden, som vi har set det på det sidste, så vinder Socialdemokraterne, siger han til Berlingske.

- Derfor skal de borgerlige nu i fællesskab sikre, at vi igen får fuld fokus på at få en ny regering, og det gør vi altså ved, at vi minder hinanden og os selv om, at modstanderne altså er regeringen og socialisterne og ikke andre borgerlige partier, uddyber han.

Meldingen kommer efter en tid med mange politiske slagsmål mellem de blå partier om både skat, økonomi og EU.

Ifølge Kristian Jensen vil Venstre nu indkalde de øvrige borgerlige partier til drøftelser af "konkrete politiske forslag".

Initiativet om fællesborgerligt fodslag på en håndfuld områder blev allerede diskuteret - og aftalt - på et møde mellem ledende politikere i blå blok i Lars Løkkes lejlighed i Nyhavn i slutningen af juni.

Ifølge flere af deltagerne på mødet, som Berlingske har været i kontakt med, besluttede man her at finde fem politiske områder, som blå blok kunne stå så godt som skulder ved skulder om.

Allerede her identificerede man udlændinge-, rets- og sundhedspolitikken som områder, hvor fællesmængden er stor, og hvor der er noget at arbejde videre med. Men præcis hvilke områder og hvilken specifik form, det tættere samarbejde vil få, er stadig uvist.

Overfor Berlingske bekræfter de øvrige partiledere i blå blok planerne.

/ritzau/