De danske europamestre trækker fulde huse i Skjern

Skrevet af Elo Christoffersen

02/01/2013

Dagens topnyheder

Når de danske europamestre tester VM-formen ved weekendens Totalkredit Cup, bliver det med masser af mennesker på lægterne.

Siddepladserne til fredag aftens kamp mod Tunesien i Skjern er revet væk for længst - og nu melder DHF’s arrangementsudvalg om tæt på udsolgt af ståpladser også.

- Det ser ud til at Skjern Bank Arena blive fyldt til sidste plads, og der bliver formentlig også udsolgt, når vi søndag i Aarhus med kampen mod Slovenien tager endelig VM-afsked med drengene, siger formanden for arrangementsudvalget, Hans Jørgen Lythje.

Eneste mulighed for stadig at sikre sig gode siddepladser er i Gigantium, Aalborg, hvor Ulrik Wilbeks mandskab lørdag skal møde Montenegro – et af de mest spændende nye hold på den internationale håndboldscene, hvor de inden for det seneste halve år blandt andet har besejret både Sverige og Tyskland. Til dette arrangement er der udover Danmarks kamp mulighed for at se en ikke uinteressant kamp mellem Slovenien og Tunesien.

- I Aalborg kan vi indtil videre melde om et udmærket salg, selv om der endnu ikke er udsolgt. Men vi ved jo, at håndboldinteressen er rigtigt stor i Nordjylland og traditionelt sælger vi mange billetter på selve dagen, når vi spiller i Gigantium. Men denne gang er det nok ikke en god idé for nordjyderne at vente alt for længe med at sikre sig billet, slutter Hans Jørgen Lythje.