De danske hitmagere Suspekt og Folkeklubben har fået et kærlighedsbarn

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Det ene band er vokset op sammen i Albertslund, det andet blev dannet, efter at medlemmerne tilfældigt stødte ind i hinanden for fem år siden i København. Det ene band tager på clubturné, det andet på kroturné. Det ene band har manifesteret sig med hits som "Bollede Hende I Går" og "Kinky Fætter", mens det andet har indtaget landet med numre som "Fedterøv" og "For Pengene".

Suspekt og Folkeklubben kunne nøgternt set ikke være længere fra hinanden. Men de to bands har opdaget, at de har langt mere til fælles, end de nogensinde troede.

- På papiret har vi mere til fælles med opiumsdyrkere i Kabul, end vi har med Suspekt. Men da vi så mødtes, så fandt vi jo ud af, at der er meget mere, der binder os sammen, end der er, der skiller os ad. Vi er trioer, tætte venner og vi er ikke bange for at tage ud og møde folk, der hvor de er. Det er en lidenskab, der binder os sammen, siger Kjartan Arngrim, der er forsanger i Folkeklubben.

Det har de nu markeret med nummeret "Danmark", der udkommer på det digitale album "Sammen". Overskuddet fra albummet går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælp og dermed til de mange mennesker, der lige nu flygter fra krig, nød og sult.

- Der er noget i tiden, der kalder på, at man gør noget. Der har ikke været så mange mennesker på flugt siden anden verdenskrig, så det er et meget passende tidspunkt at orientere sig i den retning, fortæller Kjartan Arngrim.

- Men vi kan mærke, at det, der i virkeligheden også har drevet det, er en forundring og en glæde over at have mødt hinanden. Da vi først stødte ind i hinanden i forbindelse med et arrangement for halvanden måned siden, må vi ærligt sige, at vi intet kendte til hinandens bands, fortæller han.

- Men Suspekt skulle spille deres sang "Danmark", og jeg tænkte, at det var sjovt, at de også havde følt et behov for at lave sådan en slags sang, som vi også havde med "Danmarksfilm". Vi har følt den samme drift og ambition. Og den aften blev vi enige om, at vi skulle lave noget sammen, siger Kjartan Arngrim.

Trioerne blev enige om at sætte de to sange sammen i et mashup, som Suspekts Rune Rask skulle producere.

- Jeg må indrømme, at jeg til at starte med ikke troede, det kunne lade sig gøre. Men pludselig kunne jeg godt høre at på mystisk vis, så virkede det, fortæller Rune Rask og bliver bakket op af Kjartan Arngrim.

- Der er en underlig, gådefuld stemning i nummeret. Og man kan ikke rigtig definere, hvornår det ene og det andet bands univers tager over, siger han.

Da de to bands blev spurgt, om de ville være med på støtte-albummet, var de ikke i tvivl om, at de ville donere deres fælles nummer til sagen. Men at de som musikere skulle have et særligt ansvar for at blande sig i debatten om flygtninge, mener de nu ikke.

- Det er jo ikke kun musikere, der har en stemme, som de kan bruge. Alle har en ret og en pligt til at blande sig i denne her sag, uanset hvilken faggruppe, de tilhører.

- For os er beslutningen om at være med på det her støtte-album ikke et moralsk anliggende, det er en selvfølgelighed. Det gør man bare, siger Kjartan Arngrim.

- Sådan et album er jo ikke nok i forhold til, hvad der er brug for, men hvis den kan være med til at skabe opmærksomhed og på den måde ændre noget eller samle nogle penge ind, så er det da helt fantastisk, siger Andreas Bai Duelund, der i Suspekt er kendt som Bai-D.

Albummet "Sammen" udkommer den 16. november og kan købes på www.sammen.net.

/ritzau/FOKUS