De første franske Mirage-kampfly er ankommet til Jordan

Skrevet af admin

29/11/2014

Mest læste i dag

Tre franske Mirage-kampfly er blevet udstationeret i Jordan til støtte i kampen mod jihadistgruppen Islamisk Stat, oplyser en militær talsmand lørdag.

Frankrig, der deltager i den amerikansk ledede koalitions luftangreb i Irak, har tidligere på måneden sagt, at man ville udstationere seks jagerfly i Jordan.

Militærtalsmand oberst Mamduh al-Amiri siger, at tre af de seks fly ankom sent fredag som en del af den operationelle strategi om at konfrontere truslerne i regionen, skriver det statslige jordanske nyhedsbureau, Petra.

Amiri siger ikke noget om, hvor de franske fly har base eller noget om, hvornår de tre øvrige vil ankomme til Jordan, der er naboland til både Syrien og Irak, hvor militante medlemmer af IS har erobret store landområder.

Den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, sagde på et ugentligt regeringsmøde onsdag, at udstationeringen af de seks kampfly ville styrke Frankrigs tilstedeværelse i indsatsområdet for operationerne.

Frankrig har allerede ni Rafale kampfly placeret i De Forenede Arabiske Emirater, som sammen med Jordan er en del af den internationale koalition, der bekæmper jihadisterne - men kun i Irak.

Danmark er også med i koalitionen og har stillet med syv F-16 Fighting Falcon kampfly.

Regeringen i Paris har afvist at støtte de amerikanske bombninger over Syrien lige som Danmark, der også kun deltager i operationer i irakisk luftrum.

Det hænger sammen med, at de danske fly deltager på et ønske og mandat fra Iraks regering.

Situationen er langt mere kompliceret i Syrien, hvor der er uenighed om, hvordan man skal forholde sig til præsident Bashar al-Assads styre, selvom han har samme interesse i at nedkæmpe IS.

/ritzau/AFP