De Gea snupper startplads fra Casillas ved EM

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Når Spaniens fodboldlandshold mandag klokken 15 indleder EM-titelforsvaret med en kamp mod Tjekkiet, bliver det med David De Gea som målmand.

Dermed har Spaniens landstræner, Vicente del Bosque, valgt at satse på den 25-årige Manchester United-målmand frem for det mangeårige førstevalg, Iker Casillas.

David De Gea fik ellers en mindre heldig optakt til EM-slutrunden i Frankrig, da hans navn for nogle dage siden blev nævnt i forbindelse med en sexsag i Spanien.

Målmanden blev beskyldt for at have arrangeret et møde mellem en prostitueret og en spansk fodboldspiller.

David De Gea afviste alle anklager, og Vicente del Bosque gik offentligt ud og støttede målmanden.

Landstrænerens valg er alligevel bemærkelsesværdigt, eftersom 35-årige Iker Casillas har været Spaniens førstevalg i målet ved alle store slutrunder siden VM i 2002.

Veteranen fra FC Porto, der har spillet 167 landskampe, er med ved sin femte EM-slutrunde.

Kampen mellem Spanien og Tjekkiet i gruppe D bliver spillet i Toulouse.

/ritzau/