De globale aktiemarkeder skælver

Skrevet af admin

04/02/2014

Mest læste i dag

Aktiemarkederne i Asien er tirsdag åbnet med markante kursfald. I Japan lå det vigtige Nikkei-indeks efter få minutters handel over tre procent lavere. På samtlige børser i regionen falder kurserne.

Den negative tendens kommer efter, at de amerikanske børser på Wall Street mandag havde en af sine værste dage i lang tid.

S&P 500-indekset lukkede 2,3. Det er ikke set værre siden juni sidste år, skriver Bloomberg News.

Kursfaldene på de globale markeder skyldes fornyet bekymring om den økonomiske vækst i USA.

Mandagens vigtigste økonomiske nøgletal, det såkaldte ISM-indeks for januar, faldt langt mere end forventet. Indekset giver et fingerpeg om aktiviteten i de amerikanske industrivirksomheder.

Den dårlige nyhed kommer efter en januar med flere negative signaler om, at den amerikanske økonomi måske ikke har det helt så godt som forventet. Desuden har indtjeningen hos flere store virksomheder også skuffet investorerne.

Mandag kom der også tal fra de store bilfabrikkers salg i Nordamerika. Og de skuffede også. Både Ford, Toyota og General Motors solgte færre biler i årets første måned end forventet. Kun Chrysler toppede forhåndsprognoserne for salget.

I Danmark sluttede aktiemarkedet mandag med et mindre fald på 0,4 procent.

/ritzau/